Produktionsmedarbejderen hos Alfa Laval i Kolding kan fejre 40 års jubilæum.
Produktionsmedarbejder Jan Berthelsen har selv svært ved at forstå, at han den 7. februar allerede har 40 års-jubilæum hos Alfa Laval Kolding.
-De 40 år er gået så tjept. Især de sidste 30 er buldret af sted med masser af udvikling på Alfa Laval. Da jeg begyndte, var vi 150 mand her, og nu er godt 800 medarbejdere. Vi har i den tid bygget til og udvidet tre gange, og vi har købt Danfoss’ gamle bygning, fortæller Jan Berthelsen, der fyldte 68 den 20. januar.
Jan Berthelsen har i alle 40 år arbejdet i den afdeling, der nu hedder Afdeling 12, hvor han har produceret metalemner på blandt andet pressvejse- og CNC-maskiner. Den seneste tid har han arbejdet med boltsvejsning af komponenter.
-Stabilitet er nok årsagen til, at jeg har været her altid og ikke søgt andre steder hen. Jeg har følt mig værdsat af kollegerne og ledelsen og er en stabil mand at have ansat. Sidste år havde jeg én sygedag og er aldrig blevet hjemme, hvis jeg havde lidt ondt i hovedet. Alfa Laval er også en stabil arbejdsplads med gode forhold og aftaler for vi ansatte. Jeg har også haft et godt forhold til mine ledere, som jeg altid har fået god hjælp af og har kunnet spørge om alt muligt, siger Jan Berthelsen i en pressemeddelelse.
Han har fået lov at møde allerede klokken 5.30 for at komme godt i gang og har på den måde kunnet gå tidligere om fredagen. Selv når han er gået på pension den 28. februar, ringer vækkeuret tidligt i hjemmet på Koldingvej i Vester Nebel.
-Det bliver mærkeligt at stoppe her, hvor jeg – trods udfordringer med helbredet undervejs – har haft så mange gode år og gode kolleger. Jeg tror, jeg kommer til at mærke det stærkere endnu, efter jeg stopper med at arbejde. Men jeg fortsætter med at stå tidligt op for at få noget ud af dagen og holde mig i gang som pensionist, siger Jan Berthelsen.
Begynder med lystfiskeri
Han har to store interesser, som han nu vier mere af sin tid til: familien og lystfiskeri. Hans familie er konen Lis og de tre udeboende børn Camilla, Michael og Christian. Michael bor i Vejle, mens de to andre bor i Kolding. Begge sønner arbejder i metalbranchen som deres far, mens datteren arbejder med børn lige som sin mor.
-Jeg ser frem til at få mere tid med min familie og bekendte, som jeg også dyrker interessen for lystfiskeri med. Jeg vil begynde at kystfiske her i Jylland og på Sjælland, hvor jeg vil fiske sammen med min søster, der bor i Nørre Alslev på Falster, så vi også kommer til at ses mere med hende, fortæller Jan Berthelsen.
Jan Berthelsen fejrede jubilæet fredag den 24. januar med en frokost for sine kolleger i konferencelokalet Gefion på Alfa Laval i Kolding.