Kolding Netavis

PFAS-stoffer skal fjernes i Bramdrupdam

Elo Christoffersen

Regionens miljøudvalg har besluttet at afsætte 2,5 millioner kroner til fjernelse af PFAS-stoffer på et område ved Burchardts Farve- og Lakfabrik i Bramdrupdam. Området er beliggende blot 400 meter fra det lokale vandværk.

Regionen har siden 2009 implementeret et afværgeboringsprogram mod en stor forurening af opløsningsmidlet Xylen. Der er nu blevet påvist høje koncentrationer af PFAS-stoffer og især PFOS i både terrænnært grundvand og det oppumpede afværgevand i området.

Området er desuden et industriområde med flere brancher, der er relevante for PFAS-stoffer, og dermed potentielle kilder til forureningen.

-De cirka 2,5 millioner kroner vil blive anvendt til et renseanlæg til fjernelse af PFAS på det eksisterende afværgeanlæg samt til en kildeundersøgelse i industriområdet som en del af en samlet indsats for grundvandsbeskyttelse, fortæller miljøudvalgsformand Poul Erik Jensen (S) fra Region Syddanmark.

-Det drejer sig om en grundvandsforurening, der er placeret i flere vandværkers indvindingsopland. Derfor er regionens indsats afgørende, hvis rent drikkevand skal sikres i området, slutter han.

Den endelige beslutning vil blive truffet på regionrådets møde på mandag.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel