Kolding Netavis

Her scanner de børnene uden bedøvelse

Elo Christoffersen
Barnet kan sidde hjemme og på en lille film se, hvordan hele forløbet og undersøgelsen foregår, fra han eller hun træder ind på røntgenafdelingen, til scanningen er overstået. Foto: Nana Olejank Hansen.

På Sygehus Lillebælt, Kolding Sygehus, gør en lille brun trold ved navn Rumle det muligt at MR-scanne små børn uden bedøvelse.

Ved hjælp af en app og et børnevenligt miljø omkring scanneren kan børnene nu selv vælge film og musik under scanningen, samtidig med at de bliver forberedt hjemmefra med en interaktiv app.

Fremgangsmåden har medført en reduktion i ventetiden på MR-scanninger for børn og har resulteret i billeder af høj kvalitet, som kan bruges diagnostisk. Tidligere anvendte man bedøvelse, men nu er succesraten for at gennemføre scanningerne uden bedøvelse helt oppe på mere end 95%. Det oplyser SDU i en pressemeddelelse.

Velforberedte børn

Børnene bliver velforberedte takket være appen, og personalet er også uddannet til at kommunikere med børnene. Processen, kendt som Children Centered Care, inkluderer en børne-lounge med en MR-scanner og et børnevenligt miljø, som skaber tryghed gennem velkendte billeder, film og lyde.

Et nyt studie har vist, at denne tilgang har haft positive virkninger for børnene, hvor både de og deres forældre følte sig trygge og forberedte under scanningen. Det tilfredsstiller både personalet og forældrene, og sygehuset har planer om at udvikle konceptet yderligere til andre procedurer såsom anlæggelse af drop og lumbalpunkturer.

Den innovative tilgang på Kolding Sygehus viser sig, at gøre en positiv forskel for de små patienter og deres familier.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel