Alfa Laval i Kolding har modtaget Kolding Kommunes SammenomJOB-pris for deres engagement i at være en inkluderende og fleksibel arbejdsplads.
Prisen blev overrakt af Iben Lehmann Rasmussen (SF), medlem af Kolding Byråd og formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, sammen med Kolding Kommunes arbejdsmarkedschef Maja Decovski Hansen. Administrerende direktør Bjarne Søndergaard og team manager Ole Hansen modtog prisen på vegne af Alfa Laval.
-Vi er taknemmelige for SammenomJOB-prisen fra Kolding Kommune, som anerkender vores indsats for at være en inkluderende arbejdsplads. Vi lægger vægt på at give plads til nye kolleger, der har brug for en hjælpende hånd til at falde til. Disse medarbejdere bliver hurtigt værdsatte og dedikerede blandt deres kolleger, hvilket skaber værdi for både dem, deres kolleger og Alfa Laval, fortæller Bjarne Søndergaard i en pressemeddelelse.
Opfylder alle kriterier for prisen
Alfa Laval modtog prisen for deres sociale ansvar, inklusion, mangfoldighed og forebyggelse af mistrivsel og slid på arbejdspladsen. Virksomheden opfyldte alle fem kriterier for prisen, herunder job til udsatte borgere, fastholdelse af sygemeldte, job til flygtninge og indvandrere, kompetenceløft og flere unge i erhvervsuddannelser.
-Alfa Laval er et godt eksempel på en virksomhed, der prioriterer inklusion og trivsel. Deres tilgang er med til at sikre den nødvendige arbejdskraft i fremtiden, siger Maja Decovski Hansen, arbejdsmarkedschef i Kolding Kommune.
Alfa Laval’s fokus på medarbejdernes sikkerhed og trivsel inkluderer sund mad i kantinen, lærlinge fra forskellige lande og motivering til intern karriereudvikling. Virksomheden støtter også unge i erhvervsuddannelser, som det ses med eksemplet på 16-årige Jonas Jessen, der har en mesterlære som industritekniker.