Kolding Netavis

Succesen på fodboldskolen gentages

Elo Christoffersen
Carsten Christensen og Charlotte Kjeldsen glæder sig over, at Dalby GF igen til sommer kan tilbyde en lokal fodboldskole. Pressefoto.

Dalby GF er klar til at gentage succesen med deres populære fodboldskole til sommer.

Efter en vellykket første udgave sidste år, hvor 180 piger og drenge deltog, står klubben nu klar til at gentage begivenheden.

Fodboldskolen afvikles i uge 27, fra den 30. juni til den 4. juli på den nye kunstgræsbane ved anlægget i Dalby. Der er plads til 192 fodboldspillere født i perioden 2011 til 2017.

Der vil også være en Mini fodboldskole den 21.-22. juni for de yngste årgange fra 2018-2019. Det er en mulighed for både egne medlemmer og andre børn i området at få en oplevelse både socialt og fodboldmæssigt, fortæller Carsten Christensen fra Dalby GF.

Støtter igen arrangementet

Firmaet FibroTech, der var hovedsponsor sidste år, vil igen støtte op om arrangementet.

-Vi oplevede en veldrevet og meget velorganiseret fodboldskole i fjor og ser det som en kæmpe gevinst, at vi kan være med til at støtte vores børn og unge og lokalområdet, fortæller Charlotte Kjeldsen fra FibroTech i en pressemeddelelse.

Med forplejning, træningstøj, drikkedunk og en fodbold inkluderet i prisen, er det en oplevelse, hvor børnene kan nyde fodbold samtidig med at de møder nye venner.

Fodboldskolen arrangeres for at give børnene en positiv oplevelse, og derfor sørger klubben for, at deltagerne deles i mindre grupper med en voksen træner til hver gruppe. Det er et arrangement, der ikke kun handler om fodbold, men også om fællesskab og sociale oplevelser.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel