Kolding Netavis

Ny kørekortregel baner vej for grønnere fremtid, men ét krav spænder ben

Elo Christoffersen
Nikolaj Schnor. Foto: Lisbeths Køreskole.

Læserbrev af Nikolaj Schnor, kørelærer og medejer af Lisbeths Køreskole, Vranderupvej 15, 6000 Kolding.

Siden 1. juli er det blevet muligt at tage kørekort til bil med automatgear uden den begrænsning, der før kun tillod kørsel med automatgear – kode 78 på kørekortet.

Med den nye forsøgsordning kan elever nu kombinere lektioner i automatgear og manuelt gear og få tilføjet en særlig kode 148 til kørekortet, der giver ret til at køre begge typer biler. Ændringen er et længe ventet skridt mod en grønnere fremtid, da markant flere elever nu tager kørekort i biler med automatgear og senere anskaffer sig en elbil, der altid har automatgear. Dog er det ikke uden udfordringer.

Mindstekravet på syv lektioner i manuelt gear skal fordeles med fire på manøvrebanen og tre i bytrafik, og køreskolerne derfor tvunget til at anskaffe og vedligeholde biler med automatgear og manuelt gear til undervisningen. Samtidig bliver det stadig sværere at anskaffe nye biler med manuelt gear, da bilindustrien i stigende grad producerer elbiler og biler med automatgear. Derfor ender mange køreskoler med at benytte ældre biler, der øger miljøbelastningen, for at opfylde kravene.

At skulle tilbyde både biler med automatgear og manuelt gear er en ufleksibel og økonomisk dyr løsning for mange køreskoler. Samtidig begrænser det elevernes valgmuligheder for køretider, da kørelærere ofte dedikerer bestemte dage eller tider til hver biltype. Det rejser spørgsmålet, om kravet om bykørsel med manuelt gear er nødvendigt.

For at gøre den nye kørekortregel mere praktisk og tidssvarende kan en løsning være at afgrænse undervisningen i manuelt gear til manøvrebanen. Her kan eleverne lære det nødvendige om kobling og gearskifte og øve grundlæggende færdigheder i et kontrolleret miljø. Et alternativ til bykørsel med manuelt gear kunne desuden være træning i en simulator, som med succes anvendes i flere af vores nabolande.

Undervisning i bykørslen alene i biler med automatgear giver eleverne en mere strømlinet undervisning, hvor de hurtigere fokuserer på trafiksikkerhed og orientering. Det kan give Danmark bedre bilister.

At begrænse undervisning i manuelt gear til manøvrebanen og eventuelt simulator og lade al anden undervisning foregå i automatgear vil ikke kun gøre det enklere for køreskolerne at planlægge undervisningen, men også spare både kørelærere og elever for de ekstra omkostninger, der er forbundet med at vedligeholde og bruge to forskellige biltyper. Det vil understøtte den grønne omstilling, at færre køreskoler vil være afhængige af ældre biler med manuelt gear, og vi kan skabe en bedre balance mellem elevernes sikkerhed, køreskolernes økonomiske muligheder og samfundets behov for en grøn omstilling. Det er en løsning, der kan gavne alle – både elever, køreskoler og miljøet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel