Den 1. marts vil Danmark endnu engang samles til musikfest, når vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2025 skal findes. Årets show vil blive sendt direkte fra Jyske Bank Boxen i Herning på DR1 og DRTV klokken 20.
Værterne Sara Bro og Stéphanie Surrugue er klar til at invitere danskerne til endnu en Grand Prix-fest, hvor musik og fest står i centrum.
Stor kulturel betydning
-Det er en kæmpe fornøjelse at være tilbage på Danmarks største partybus. Den fællesskabsfølelse og livsglæde, der omgiver Dansk Melodi Grand Prix, er noget, vi alle trænger til i disse komplicerede tider. Samtidig har Dansk Melodi Grand Prix en kulturel betydning, der strækker sig ud over musikken, og derfor er jeg virkelig glad for at være en del af begivenheden sammen med min fantastiske ‘work wife’, Sara Bro, fortæller Stéphanie Surrugue i en pressemeddelelse.
Sara Bro tilføjer:
-Det var en magisk oplevelse at være med sidste år og blive en del af denne smukke Grand Prix-familie. Der er en helt unik stemning og de bedste, mest dedikerede fans, som skaber en ramme fyldt med glæde og fest. Jeg håber, at folk er klar på endnu en Grand Prix-fest med masser af god musik og underholdning, og jeg glæder mig til at byde alle derhjemme og i Boxen et kæmpe velkommen, naturligvis sammen med min store idol og partner, Stéphanie Surrugue.
Fællesskab og engagement i hele landet
Dansk Melodi Grand Prix er en årlig fejring af den danske musik- og sangskrivningstradition. Musikken, showet og dagene omkring begivenheden samler os på tværs af landet og generationer.
-Sidste år så over én million danskere med, hvilket vidner om, at showet fortsat skaber et stort fællesskab og engagement i hele landet. Vi ser frem til at fejre dansk musik og Melodi Grand Prix-traditionen med danskerne i dagene omkring den 1. marts og skabe de bedste rammer for årets otte artister, som vi glæder os til at præsentere senere, siger Erik Struve Hansen, programansvarlig for Dansk Melodi Grand Prix i DR.
De otte sange og artister vil blive præsenteret den 6. februar ved et pressemøde i DR Koncerthuset.
Dansk Melodi Grand Prix sendes live på DR1 og DRTV lørdag den 1. marts klokken 20.