Kolding Netavis

Naturpark Lillebælt søger frivillige

Elo Christoffersen
Foto: Naturpark Lillebælt.

DTU Aqua planlægger at undersøge verdens første smolt-​​rev beliggende ved Varbjerg Havn ved Brendeup på Fyn.

Det kan dog kun lade sig gøre med frivillige, der er villige til at tage ud at sejle med dem. Smolt er små havørreder, som stenrevet er designet til, oplyser Naturpark Lillebælt.

Et hold på fem frivillige vil være ideelt

Ph.d.-studerende Marie Hartlev Frausing fra DTU Aqua fortæller:

-I perioden fra midten af februar til marts har vi brug for frivillige til at sejle ud med hydrofoner for at lytte efter smolt (havørreder). Opdraget indebærer sejlads ud ca. 300 m fra kysten for at placere hydrofonerne. Forvent at være ude en hel eller halv dag ad gangen. Derfor vil det være optimalt med mindst 5 frivillige, der kan skiftes til at deltage i sejladserne. Dagene bliver aftalt løbende afhængigt af vejr og vind. Vi forventer at tage ud cirka 10-20 dage i perioden februar-marts. Hvis du ikke har en båd, kan vi låne en af Varbjerg Motorbådsklub.

Du kan kontakte Marie Hartlev Frausing for at deltage eller få yderligere information
Ring til Marie på tlf.: 2844 5830 eller skriv til mh***@aq**.dk.

Mød op for mere information i Varbjerg Motorbådsklub den 14. januar kl. 16-18.
Naturpark Lillebælt, Middelfart Kommune og DTU Aqua vil være til stede i klubhuset ved Varbjerg Motorbådsklub den 14. januar fra kl. 16-18, hvor alle interesserede kan høre mere uforpligtende.

Sidste frist for at give besked til Marie om deltagelse er 1. februar. Der vil være kaffe og kage til alle. Adressen er: Varbjerg Motorbådsklub – Feddet 1 – 5464 Brenderup.

Formålet er at øge biodiversitet og viden

Da det er verdens første smolt-​​rev, er det usikkert, hvordan smolt (små havørreder) fra Storå vil reagere på revet. Derfor udføres før- og efter-målinger på smolt i det pågældende område. Overvågningen varetages af DTU Aqua.

Stenrevet er en del af projektet “Bælt i Balance”, iværksat af de tre kommuner i Naturpark Lillebælt i samarbejde med forskningsinstitutioner og frivillige med støtte fra Nordea-fonden, VELUX FONDEN og Friluftsrådet. Smolt-revet ved Varbjerg består af ca. 2400 m3 sten og dækker omkring 1 hektar.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel