Kolding Netavis

Nye priser i bus og flextrafik

Elo Christoffersen
Foto: Sydtrafik (Arkivfoto)

Den 19. januar justerer Sydtrafik sammen med de andre trafikselskaber priserne på busbilletter og pendlerkort, mens prisjusteringerne i flextrafik træder i kraft fra den 20. januar.

Hvert år fastsætter Trafikstyrelsen et takststigningsloft, der sætter en øvre grænse for, hvor meget priserne i gennemsnit må stige i den kollektive trafik.

I 2025 er takstloftet på 3,6%, men i Sydtrafik udnyttes kun en stigning på 2% på tværs af billetprodukter i busserne, mens Flextur stiger med gennemsnitligt 3%.

Ingen stigning på enkeltbilletter

Priserne på enkeltbilletter, der købes via app eller kontant hos chaufføren, forbliver uændrede på 26 kroner for en billet til to zoner til en voksen.

Rejsekortprisen stiger fra 22,75 til 23,25 kroner for en voksen passager, men stigningen er mindre for længere rejser.

Et pendlerkort til to zoner stiger til 435 kr. for fri kørsel i 30 dage. Prisen bliver mere attraktiv i forhold til et almindeligt Rejsekort.

Priserne for Flextur stiger kun en smule. Kilometertaksten stiger med 0,25 kroner pr. kilometer. Prisen for Plustur forbliver uændret i denne omgang.

Der vil ikke være prisstigninger på den visiterede handicapkørsel i denne omgang.

Alle priser er allerede tilgængelige på sydtrafik.dk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel