Business Kolding har valgt at udvide sin ekspertise inden for detailerhvervet med ansættelsen af Brian Kaslund, der vil spille en central rolle i udviklingen af Detailværket. Detailværket henvender sig til virksomheder i Kolding kommune, der driver detailbutikker, caféer/restauranter eller kulturinstitutioner.
Brian Kaslund har en solid baggrund inden for detailhandel og har tidligere været citychef i både Kolding og Sønderborg samt været butikschef hos Wagner i Sønderborg. Hans erfaring giver ham god indsigt i de udfordringer og muligheder, som detailerhvervet i Kolding står overfor.
En af Brian Kaslunds primære opgaver bliver at videreføre den positive udvikling af Detailværket ved, at skabe nye muligheder for forretningsudvikling både fysisk og online. Han vil også arbejde på at styrke relationer og samarbejde mellem medlemmerne i netværket.
-Jeg er superglad for at komme tilbage og arbejde med detailerhvervet. Som tidligere citychef i både Kolding og Sønderborg ligger det mit hjerte nært, og jeg kan ikke vente med at komme i gang til februar, fortæller Brian Kaslund i en pressemeddelelse.
Kommunikation med medlemmerne
Som en del af sit arbejde vil der blive lagt vægt på løbende kommunikation til medlemmerne, herunder møder og nyhedsbreve med opdateringer om kommende events samt inspiration til, hvordan forretningerne kan støtte op om forskellige initiativer. Samarbejdet med Kulturforvaltningen i Kolding Kommune vil også være en vigtig del af Brian Kaslunds opgaver.
-Vi er glade for at Brian igen bliver synlig i gadebilledet. Hans engagement og erfaring vil styrke forretningsudviklingen i Kolding, og vi glæder os til at komme i gang, siger Morten Bjørn Hansen fra Business Kolding.