Læserbrev af Iben Lehmann Rasmussen (SF), social- og arbejdsmarkedsudvalgsformand, Vestervang 27, 6000 Kolding.
At trække den oprindelige busplan tilbage giver os en vigtig mulighed for at gentænke Koldings kollektive trafik, så den er tilgængelig for alle – også de mest sårbare.
Buslinje 4 spiller en afgørende rolle for borgere, der er tilknyttet jobcentret og SOJA, samt mennesker med handicap. For dem er offentlig transport ikke blot en praktisk løsning, men en nødvendighed for at kunne møde op til aftaler, deltage i beskæftigelsesforløb og bevare en aktiv hverdag. Hvis stoppesteder flyttes eller ruten forkortes, risikerer vi at efterlade dem med op til 800 meters ekstra afstand – en barriere, som kan føre til isolation og svære livsvilkår.
I det fortsatte arbejde med busplanen skal vi sikre, at ændringer ikke forringer tilgængeligheden for dem, der ikke har andre transportmuligheder. En effektiv busplan må gå hånd i hånd med social bæredygtighed. Derfor er det vigtigt, at vi inddrager de borgere og organisationer, der afhænger af busserne, for at skabe en løsning, der både er effektiv og inkluderende.
Kolding er en kommune, der prioriterer fællesskab og lige muligheder. Så lad os sikre, at vores kommende busplan også lever op til disse værdier – for med omtanke og hensyn kan vi skabe en by, hvor alle kan være en aktiv del af fællesskabet.