Fire udenlandske mænd er sigtet for, at stjæle en betydelig mængde værktøj fra containere og blev onsdag varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør.
Onsdag blev fire udenlandske mænd på henholdsvis 19, 27, 31 og 32 år fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. De er mistænkt for at have begået tyveri af værktøj fra containere i Vejle-området.
Efter en omfattende efterforskning blev de fire mænd tirsdag anholdt på en adresse i Kolding. Anholdelserne blev gennemført som resultat af en koordineret operation i samarbejde mellem Sydøstjyllands Politi, Fyns Politi og Syd- og Sønderjyllands Politi.
Foruden dette blev tre andre udenlandske mænd for to uger siden også varetægtsfængslet og sigtet for at have stjålet en betydelig mængde værktøj fra varebiler.
-Den vestlige del af Danmark har været plaget af denne form for kriminalitet i adskillige uger, men på grund af det tætte samarbejde mellem politikredsene er flere personer nu blevet anholdt, fortæller vicepolitiinspektør Torben Simonsen fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ved en efterfølgende ransagning fandt politiet koster svarende til omkring 19 flyttekasser fyldt med værktøj, hvoraf omkring halvdelen af værktøjet var mærket med firmanavn.
-Det er positivt, at mange virksomheder er begyndt at mærke deres værktøj. Det gør det lettere at identificere og returnere kosterne til deres rette ejere, slutter Torben Simonsen.