Torsdag blev Kolding Light Festival skudt i gang.
Den årlige Kolding Light Festival er tilbage med en imponerende blanding af lysinstallationer og kunstneriske indslag.
Blandt de spændende bidrag er Valmuens lys, der symboliserer fred og minde om faldne soldater, Magi med Lys & Skygger, skabt af tredive unge kunstnere fra Dalby Skole og Kulturskolen Kolding, samt Varmestuen på EWII House og “Fortidens Photo Booth”. Trapholt præsenterer også installationen Feel the Colours i samarbejde med Kolding Light Festival ved Den Spanske Trappe.
En særlig oplevelse kan også opleves med Flyvende Fabler i Natten, hvor Teater Figulettas eventyrlige figurer bevæger sig gennem Koldings midtby med lys og eventyr. Derudover kan man nyde “The Cosmic Photo Booth” og Lyskoret, der synger julen ind.
Kolding Light Festival har været en del af byen siden 2013 med det formål at give besøgende en unik og anderledes oplevelse af Kolding gennem brug af lys og lyd. Festivalen kan også opleves fredag og lørdag fra klokken 17-21. Kolding Light Festival sluttes af med et stort fyrværkerishow ved Slotssøen lørdag klokken 21.15.
Se billederne øverst i artiklen…