Kolding Netavis

Jul i Fællesskab fejres for tredje år i træk

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Jul
Her er det fra sidste års arrangement. Pressefoto (Arkivfoto)

Julen er en tid, hvor mange samles i fællesskab, stort eller småt. Men hvad gør man, hvis man ikke har nogen at fejre jul med?

I Kolding Kommune inviterer Udsatterådet nu for tredje år i træk til Jul i Fællesskab. Dette arrangement, som er rettet mod udsatte og sårbare borgere, giver dem mulighed for at få en pause fra hverdagens udfordringer.

-Jul i Fællesskab er et unikt eksempel på, hvordan et samarbejde mellem erhvervslivet, kommunen og frivillige organisationer kan skabe et fællesskab omkring julen – den største fællesskabstradition, vi har. Det er sådanne initiativer, der i sidste ende gør en stor forskel for borgerne, som også fortjener at føle julestemningen, fortæller Iben Lehmann Rasmussen (SF), medlem af byrådet og formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, i en pressemeddelelse.

Udvalget og cheferne agerer tjenere

Den 11. december vil Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningens Festsal blive forvandlet til et juleland, hvor udvalget og cheferne i afdelingen vil agere tjenere og sørge for, at de udsatte gæster får en uforglemmelig eftermiddag og aften med alle juletraditionerne.

Arrangementet starter i Nicolai Kirke, hvor Ungdomspræst Benjamin König vil byde julen velkommen med julesalmer.

-For dem, der ikke ønsker at deltage i kirken, er der mulighed for at starte i Festsalen i stedet. Vi vil ikke stille forhindringer i vejen for vores gæster. Der vil også være et telt, hvor deltagerne kan søge ro, hvis mængden af mennesker bliver overvældende, siger udvalgsformanden.

Der er også taget hensyn til de udsatte borgere, som ikke har mulighed for at deltage i begivenhederne på Nicolaiplads.

De vil få mad og gaver bragt ud til dem, så de kan være en del af festlighederne på deres egne præmisser, siger Iben Lehmann Rasmussen og afslører, hvad deltagerne kan se frem til:

-Festen vil byde på gaver, juletræ, julemad, live musik og et lotteri, hvor man måske kan vinde en ekstra gave. Intet af dette ville være muligt uden den indsats, som erhvervslivet, de frivillige organisationer og kommunens ildsjæle har lagt i arrangementet.

Iben Lehmann Rasmussen forventer, at omkring 170 personer vil deltage i festlighederne, hvoraf cirka 20 vil tilslutte sig fra andre adresser end Festsalen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel