Kolding Netavis

Lavere sygefravær i ældreplejen sparer millioner

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Kolding Kommune har på blot to år formået at reducere sygefraværet blandt medarbejderne i ældreplejen kraftigt. Foto: Colourbox (Modelfoto)

Kolding Kommune har inden for de seneste to år formået, at reducere sygefraværet markant blandt medarbejderne i ældreplejen, hvilket har resulteret i en besparelse på 2,4 millioner kroner.

I 2021 lå sygefraværet blandt medarbejderne i Kolding Kommune over landsgennemsnittet. Som følge heraf besluttede politikerne i seniorudvalget at etablere en arbejdsgruppe med det formål at nedbringe sygefraværet.

På blot to år lykkedes det at reducere sygefraværet med cirka syv dage om året blandt social- og sundhedsassistenter samt -hjælpere.

-Det er vigtigt for os i byrådet, at Kolding Kommune er et godt sted at arbejde. Vi ønsker at skabe rammer, der gør, at medarbejderne trives og har det godt, og det har vi sat ekstra fokus på gennem sygefraværsindsatsen. Samtidig giver det mere ro og stabilitet, når medarbejderne kender de ældre dem og deres behov, fortæller Søren Rasmussen, 2. viceborgmester og formand for Seniorudvalget i Kolding Kommune, i en pressemeddelelse.

Han påpeger også:

-Vi ser det altså som en vigtig investering i både vores medarbejdere og borgere. Et lavere sygefravær forbedrer arbejdsmiljøet og styrker den kvalitet, vi kan levere i ældreplejen. Når de faste medarbejdere er på arbejde, styrker vi relationerne til de ældre, og det skaber tryghed og sammenhæng i hverdagen.

Besparelse på 2,4 millioner kroner

Den lavere sygefraværsrate har ført til en besparelse på 2,4 millioner kroner sammenlignet med landsgennemsnittet fra 2021. Desuden har Kolding Kommune siden 2022 reduceret udgifterne til eksterne vikarer i hjemmehjælpen fra 23,2 millioner kroner til 14 millioner kroner i 2023 og forventer, at udgiften vil ende på 5,7 millioner kroner i 2024. Reduktionen i vikarudgifter skyldes dels det lavere sygefravær, men også andre faktorer som fx rekrutteringssituationen.

En tættere dialog samt redskaber til ledere

Kolding Kommune har i samarbejde med Center for Medarbejderudvikling opnået det lavere sygefravær gennem en mere systematisk og kontinuerlig tilgang ved at skræddersy metoder for lederne i hjemmehjælpen og på plejehjem. Disse metoder styrker blandt andet lederes dialog med den enkelte medarbejder og forbedrer fremmødekulturen på arbejdspladsen.

-Vi har haft et særlig fokus på at styrke den nærmeste leders kontakt til medarbejderne, særligt i situationer hvor en medarbejder ofte er syg. Gennem tæt dialog kan vi nemlig bedre støtte den enkelte og finde løsninger – hvis man har problemer med sit knæ, kan vi måske justere opgaver, køreruter eller andet, der gør, at medarbejderen kan vende tilbage på arbejde, siger Gitte Meyer, der er chef for plejehjem, aktivitet, køkken og demensområdet i Kolding Kommune.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel