Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.
Den vidunderlige, søde juletid nærmer sig med hastige skridt, og i de små hjem breder julemagien sig. Gennem de sociale medier kan man se, hvordan traditionerne blomstrer i de små hjem, og hvordan weekenden har budt på hyggelige stunder, hvor duften af nybagte småkager har fyldt køkkenet, mens familier samles om bagebordet. Andre har brugt tiden på at hænge smuk julepynt op, der glitrer og funkler og bringer minder om svundne tider frem.
Min elskede mormor, som vi mistede for fem år siden, satte altid en ære i at gøre julen helt særlig for os børn og senere for hendes oldebørn. For hende var det vigtigt at have hjemmebag, kravlenisser af den gamle slags og pebernødder hængende på juletræet. Når jeg ser tilbage, kan jeg virkelig værdsætte, hvor fantastisk hun var til at samle os som familie. Hun inviterede os hjem til dejlige middage og sørgede for at skabe den stemning, som børn fortjener at opleve i juletiden. Dengang var det bare noget, vi var en del af, men i dag mindes jeg det med glæde.
Mine piger og jeg mindes hende denne weekend, da jeg fik sat julekopperne i skabene. Jeg havde ellers forsøgt at springe noget af alt det julehalløj over, men mine piger insisterer på, at traditionerne skal holdes i hævd, og at hver kravlenisse har sin egen faste plads i huset – som om de har indgået en kontrakt!
Jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv. For når alt kommer til alt, er det jo hyggeligt, når tingene er på plads. Men jeg er sådan en kedelig type, der ikke bare kan smide julepynten ind blandt mine nipsgenstande på reolerne. Alt skal ryddes væk, så der virkelig er plads til julepynten. Jeg kan næsten høre mine piger grine af mig, mens jeg febrilsk forsøger at finde den perfekte balance mellem orden og kaos.
Og lad os ikke glemme min evige kamp med adventslysene! Jeg kan også høre mine piger grine af mig. Det er som om, adventslysene har deres egen vilje – nogle er korte, andre lange, og jeg står der og kigger på dem som en OCD-kriger, der kæmper imod skæve vinkler. Men når jeg endelig glemmer de skæve vinkler og bare nyder hyggen, så er det faktisk ret dejligt!
Alligevel ender det som regel med, at jeg opgiver kampen om lysene og tænder dem alle på én gang – for selvfølgelig skal de brænde lige.
