Kolding Netavis

Jul på Landbomuseet Kolding

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Harte
Julemarked på Landbomuseet Kolding. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Traditionen tro arrangerer Landbomuseet Kolding det stemningsfulde julemarked, hvor du kan vælge dit eget juletræ i skoven og nyde en hyggelig tur i en traktorvogn.

Der vil også være mulighed for at købe Nordmannsgran juletræer på gårdspladsen. I Café Stalden kan du opleve hyggen med varm kakao, gløgg og æbleskiver. Her har du også mulighed for at købe julegaver og dekorationer fra boderne. Der vil være fri entré begge dage.

“Jul på Landbomuseet Kolding” finder sted lørdag den 7. og søndag den 8. december fra klokken 10-16. I udstillingen vil gæsterne kunne se den slagtede julegris ligge over saltkarret, og der vil også være en spand med blod, som blev brugt til at lave blodpølse og blodpandekager. Der vil også være udstillet julepynt i spisestuen og juletræet vil være flot pyntet med store engle.

Foto: Landbomuseet Kolding.

Den populære smedje vil have åbent begge dage, og der vil være rig mulighed for at se smedene i aktion, ligesom det nye snedkerværksted også vil være åbent for besøgende.

Der vil være hyggelige aktiviteter for både børn og voksne, og gæsterne opfordres til at gå en tur mellem gårdens mange udstillingsdele. Og endelig vil den kære julemand være til stede på Landbomuseet Kolding ude på Brødsgård i Harte.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel