Kolding Netavis

Hvad er Venstres plan for Kolding Lufthavn?

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve
Kolding Lufthavn. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Læserbrev af Peter Skousen (LA), byrådskandidat, Kongeåvej 6, 6580 Vamdrup.

Venstres byrådsgruppe besidder stor viden om driften af en lufthavn, da Jacob Ville (V) er bestyrelsesmedlem i Billund Lufthavn, og Freddy Christensen (V) er formand for fonden for Kolding Lufthavn.

Derfor kunne det være oplagt, at Venstre melder deres visioner for Kolding Lufthavn tydeligt ud.

Indtil videre må det antages, at Venstre støtter lufthavnen både økonomisk og moralsk. Dette samtidig med at Venstres talsmand for området, Birgitte Kragh, tegner en modsat linje.

Økonomisk modtager lufthavnen årligt over 2.800.000 kr. i tilskud, svarende til mere end 60 % af omsætningen. Hertil kommer støtte i form af ledelseshjælp, gratis brug af kommunens grund og administrative bidrag. Disse midler bidrager til ca. 25 fuldtidsstillinger i lufthavnens virksomheder og fire fuldtidsansatte i selve lufthavnen.

Samtidig er der udfordringer med lufthavnens drift i forhold til miljøgodkendelsen. Det er bekymrende, at Kolding Kommune som ejer gentagne gange har ladet miljøreglerne blive overtrådt uden konsekvenser.

Manglende tilsyn, naboinddragelse og præcis information skaber ikke den tillid, man kunne ønske.

Hvad angår finansieringen af det nye radaranlæg, som Trafikstyrelsen har krævet: Afventer denne investering stadig en afklaring omkring vindmølleprojektet i Farris?

Liberal Alliance ønsker, at Kolding Lufthavn fortsat skal drives, men kommunen bør hurtigst muligt trække sig fra både ledelsen og den økonomiske støtte. Lufthavnen kan drives uden kommunens bidrag, og kommunen bør i stedet fokusere på tilsyn og sikre overholdelse af regler.

Hvad er Venstres vision for lufthavnens fremtid? Hvordan vil I forholde jer til brugerne, virksomhederne, naboerne og det kommunale tilskud?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel