Efter en grundig proces har Brødremenigheden indgået en aftale med Finn Taul. Han bliver ansat som ny direktør på Brødremenighedens Hotel i Christiansfeld.
Finn Taul bringer en omfattende erfaring inden for hotelbranchen, primært fra sin seneste stilling som administrerende direktør på Helnan Marselis Hotel i Aarhus samt fra en otteårig periode som administrerende direktør på Læsø Kur. Med sine mange års erfaring og ekspertise ser han frem til at bidrage til væksten af turismen i Christiansfeld.
Finn Taul udtrykker glæde over, at påtage sig den nye rolle og pointerer vigtigheden af at levere fremragende oplevelser og værtskab for gæsterne.
På vegne af Brødremenigheden udtaler Brødremenighedens præst, Jørgen Bøytler, at ansættelsen af Finn Taul som direktør skaber store forventninger til hotellets fortsatte udvikling. Hotellet vil fortsat tilbyde en bred vifte af oplevelser, herunder overnatning, weekendophold, festarrangementer, kurser og konferencer samt specielle events.
Finn Taul tiltræder som direktør på Brødremenighedens Hotel den 1. december.