Kolding Netavis

Klumme: Juleforberedelser i skyggen af min perfektionistiske tvilling

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Klumme
Vibeke Henriksen. Privatfoto.

Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.

Min irriterende tvillingsøster, som er mere effektiv end en robotstøvsuger, sendte mig en besked i dag: “Jeg er færdig med julegaverne!” Hun mindede mig også om at få julen ind i kalenderen for børnenes skyld, med julepynt, julebagning og alle de små traditioner, vi plejer at følge. Jeg kan næsten høre begejstringen skinne igennem skærmen.

Hun har altid været den perfekte planner, mens jeg ofte lader mig føre af strømmen og ender med at trække det helt til det sidste. Jeg kan næsten se for mig, hvordan hun allerede har indrettet sit hjem med glitter og lyskæder. Hvis man skal tro på hendes seneste opdateringer på sociale medier, har hun også allerede lavet juledekorationerne og sikret, at julehyggen breder sig i huset.

Presset for at leve op til hendes standarder begynder at melde sig. Det føles som en uskreven konkurrence mellem os: hun sørger for, at alt er perfekt, mens jeg tumler rundt i et julekaos. Jeg beundrer hendes evne til at få tingene gjort og altid i så god tid, at jeg indimellem har lyst til at slå hende hårdt eller som minimum banke hende lidt på skulderen for at få hende til at tage det roligt.

“Jeg er også klar til jul,” svarer jeg med et glimt i øjet, velvidende at jeg faktisk er fuld af løgn, og kun lige er begyndt at overveje juleræset. Måske skulle jeg tage mig sammen i år og lade mig inspirere af hendes entusiasme.

Julen nærmer sig med hastige skridt, og inden længe skal jeg også have gang i julepynten, gaverne og dekorationerne. Det er tid til at finde min egen juleånd, og blive den nye overachiever, og få styr på sagerne og skabe en hyggelig jul, der også kan matche hendes standarder, selvom jeg måske aldrig helt vil nå op på hendes niveau.

Men hey, julen handler om glæde, familie og at nyde de små øjeblikke – og det er der trods alt altid tid til. Så lad os komme i gang.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel