Kolding Netavis

1.130 ulovlige puffbars fundet i bil ved grænsekontrollen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen 112 Region Syd
Foto: Shutterstock (Modelfoto)

Flere puffbars er blevet fjernet fra markedet, efter politiet og Toldstyrelsen beslaglagde indholdet af fem papkasser med puffbars.

Ved grænsekontrollen mellem Danmark og Tyskland blev en bil stoppet. Politi- og Toldgruppen valgte, at undersøge bilen. Fem papkasser blev fundet indeholdende 1.130 puffbars, som er ulovlige i Danmark.

Den kvindelige passager forklarede, at hun havde købt dem. Beslaglæggelsen kommer efter en endnu større fangst tidligere i november, hvor 7.932 puffbars blev fundet i en bil.

-Det glæder os, at vi har succes med at fjerne endnu en stor mængde puffbars fra markedet. Vi understreger det igen: puffbars er ekstremt farlige. De kan indeholde store mængder nikotin samt farlige stoffer. Selvom de måske smager sødt, er indholdet farligt, fortæller vicepolitiinspektør Karsten Høy fra Udlændingekontrolafdeling Vest hos Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Regning på over en halv million kroner venter

Kvinden kan forvente en regning på over 500.000 kroner for afgift, told og moms, efterfulgt af en straffesag.

-Toldstyrelsen ser flere sager med forsøg på smugling af ulovlige varer. Denne sag er en påmindelse om, hvor vigtigt det er med en stærk kontrolindsats og samarbejde mellem politi og toldere langs grænserne, siger kontroldirektør Jeppe Kjærgaard fra Toldstyrelsen.

Den mandlige fører af bilen blev desuden fundet i besiddelse af en ulovlig kniv og er sigtet for dette.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel