Med et nyt hovedkvarter træder Nic. Christiansen Gruppen og Comwell ind i fremtiden: “En ny æra”.
Mandag blev et nyt, topmoderne hovedkvarter i Kolding for Nic. Christiansen Gruppen og Comwell inviet. Det skal sikre de to virksomheder det bedste fundament for fremtiden.
Hovedkvarteret har fået navnet NCG Huset og slog mandag dørene op for første gang for medarbejderne i de to familieejede virksomheder.
Bag hovedkvarteret står Carina og Camilla Avlbjerg Christiansen, der sammen med deres mor, Birthe Christiansen, ejer Nic. Christiansen Gruppen og har aktiemajoriteten i Comwell. Det var afgørende for familien, at det nye hovedkvarter blev opført på selvsamme adresse på Sjællandsvej, hvor Nic. Christiansen Gruppen har haft hovedkvarter siden 1976. På fundamentet af fortiden og med udsigt over Kolding Fjord er den nye bygning et symbol på fremtidens muligheder.
-Kolding er noget helt særligt for os. Det var her, vores families virksomhed for alvor voksede sig stor. Derfor var det vigtigt for os at blive her på Sjællandsvej: Det er her, vi hører til – ved porten til Kolding og med et stort udsyn mod verden, siger Carina og Camilla Avlbjerg Christiansen i en pressemeddelelse.
Medarbejderne en væsentlig medspiller
De har begge været dybt engagerede i projektet, lige fra de første tegninger blev lavet, til den endelige bygning stod færdig. Men de har haft en meget væsentlig medspiller: Medarbejderne. Det nye hovedkvarter er nemlig resultatet af et samarbejde, hvor medarbejderne hos Nic. Christiansen Gruppen og Comwell har været engagerede gennem en proces, som kortlagde medarbejdernes ønsker og behov.
-Vi har lagt masser af hjerteblod i arbejdet med at skabe det bedst mulige hovedkvarter. Det er bygget med udgangspunkt i, at det skal understøtte den måde, vi faktisk arbejder sammen på. Det forener fortid, nutid og fremtid, og vi glæder os til at se vores virksomheder udvikle sig yderligere herfra, siger Carina og Camilla Avlbjerg Christiansen.
Årrække med stor vækst
Det nye hovedkvarter opføres efter en årrække med stor vækst – særligt i Nic. Christiansen Gruppen, som Camilla og Carina Avlbjerg Christiansens bedstefar grundlagde i 1967. Virksomheden har de seneste år foretaget markante opkøb og indtager en position som en af den danske bilbranches største aktører. I NCG Huset samler Nic. Christiansen Gruppen centrale koncernfunktioner, og Comwell flytter ind.
-Når Nic. Christiansen Gruppen og Comwell nu samles under et tag, giver det mulighed for, at både medarbejdere og direktioner kan lære hinanden bedre at kende og inspirere hinanden. Vi står med en kæmpestor stolthed over denne markante milepæl for virksomhederne, som markerer en ny æra. Nu glæder vi os til at se medarbejderne tage hovedkvarteret i brug, og vi håber, de bliver lige så begejstrede for NCG Huset, som vi allerede er, forklarer Carina og Camilla Avlbjerg Christiansen.
NCG Huset har allerede sikret sig udmærkelse ved at vinde Kolding Kommunes Arkitekturpris 2024. Herudover har NCG Huset opnået DGNB Guld-certificering, hvilket sker efter en byggeproces, hvor der har været stort fokus på bæredygtighed. Bl.a. er der brugt knust beton fra det gamle hovedkvarter, opført solceller på taget og etableret regnvandsopsamling. Derudover vil 67 ladestandere være tilgængelige for offentligheden hver dag uden for almindelig kontortid, hvilket gør hovedkvarteret til en af Koldings største ladeparker for elbiler.