Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.
Som formand for Dansk Handicaporganisation Vejen (DH) fungerer jeg som talsmand for 37 patientforeninger. Og i denne rolle bliver jeg meget opmærksom på de mange udfordringer, som mennesker med handicap møder i deres hverdag.
Et handicap bliver først til en reel udfordring, når man ikke længere har mulighed for at kompensere for det, hvilket kan gøre hverdagen svær. På dette tidspunkt bliver behovet for støtte og hjælp helt centralt.
I denne sammenhæng vil jeg gerne fremhæve en vigtig tanke fra Desmond Tutu (1931–2021), en fremtrædende sydafrikansk anglikansk præst og dedikeret forkæmper for fred og lighed. Han sagde engang:
“Vi må aldrig glemme, at den største udfordring i vores samfund er at finde måder at støtte dem, der kæmper.”
Dette udsagn fanger essensen af vores arbejde i DH Handicaporganisation og den opgave, vi har foran os. Det er altafgørende, at vi som samfund tager ansvar for at skabe et inkluderende miljø, hvor alle har mulighed for at trives, uanset de udfordringer, de måtte stå overfor. DH Handicaporganisation har kritiseret de danske beredskabsplaner for ikke at tage hensyn til personer med handicap, og denne bekymring er velbegrundet.
Alt for mange mennesker med handicap lever med frygten for, at de ikke kan klare sig med en nødforsyning af 10 liter vand og jodtabletter. De har brug for klare retningslinjer, da der er mange ubesvarede spørgsmål.
For eksempel: Hvordan skal en person, der er afhængig af en respirator en tredjedel af døgnet, klare sig uden strøm? Hvordan vil de få adgang til livsvigtig medicin, hvis evakueringsstederne ikke har sikret forsyninger? Hvad sker der, hvis den daglige hjælp trækkes tilbage i en krisesituation, fordi hjælperne skal tage sig af deres egne familier?
Der er også praktiske udfordringer: Hvordan finder en blind person vej til et evakueringssted? Hvordan overlever en komapatient, Hvad med kørestolen, hvad med sengen og hvad med CPAP-behandlinger, hvis strømmen pludselig går?
Disse spørgsmål understreger behovet for veludviklede beredskabsstrategier, der inkluderer alle borgere, også dem med handicap. Desværre er der stadig alt for lidt fokus på dette område, hvilket gør det til en vital opgave at sikre, at ingen efterlades i sårbare situationer under nødsituationer. Vi må arbejde for at udvikle en beredskabsplan, der anerkender og tager højde for alle, så ingen bliver overset i kritiske øjeblikke.
Jeg vil opfordre alle til at tænke konstruktivt over, hvordan vi bedst kan støtte dem, der kæmper, så vi kan skabe tryghed i deres hverdag. Hvis du har ideer eller anden erfaring, så tøv ikke med at bidrage.
