Kolding Netavis

Ekstra sporarbejder påvirker togtrafikken

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Foto: Lasse Bak/Banedanmark.

Fra den 26. til 29. oktober udfører Banedanmark ekstra arbejder i begge spor mellem Kolding og Lunderskov.

Fremtidens jernbane skal være i god form, og derfor fornyer Banedanmark sporene mellem Fredericia og Padborg. Det arbejde gik Banedanmark i gang med 12. september, hvor sporarbejdet med at udskifte skinner, sveller og sporskifter kunne foregå i det ene spor, mens togtrafikken kunne køre i det andet.

Under det planlagte arbejde er en stenkiste blevet beskadiget. Den skal nu repareres, og til det arbejde har Banedanmark brug for at arbejde i begge spor fra Kolding til Lunderskov lørdag den 26. oktober og frem til tirsdag den 29. oktober for at udbedre den skade.

-Vi ved godt, det er træls, når projekterne påvirker togdriften. Og vi forsøger at planlægge arbejder sådan, at vi kunne arbejde i det ene spor, mens der kan køre tog i det andet. Men der er opstået uforudsete ekstraarbejder, som gør, at vi bliver nødt til at spærre begge spor på samme tid, fortæller anlægschef i Banedanmark, Jørn H. Jacobsen, i en pressemeddelelse.

Et tiltrængt løft og uforudsete forhindringer

Jernbanen mellem Fredericia og Padborg er slidt og trænger til en opgradering. Den bidrager til mere stabil togdrift, fordi der vil opstå færre fejl i spor og sporskifter, og passagerne vil opleve øget komfort og færre forsinkelser.

-Vi er glade for at kunne give strækningen et tiltrængt løft. Men vi er godt klar over, at vi forstyrrer de togrejsende, og nogle gange støder vi på forhindringer, som er umulige at forudsige, og som forstyrrer de togrejsende mere, end vi havde planlagt, siger Jørn H. Jacobsen.

Passagerer opfordres til at planlægge rejsen på Rejseplanen og holde sig opdateret på rejsen i “Mit Tog”-appen. Passagerer kan desuden finde mere information på DSB’s hjemmeside.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel