Kolding Netavis

Liberal Alliance åbner valgbutik i midtbyen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Nikolaj Steffenauer (LA Kolding). Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Liberal Alliance åbner nyt valglokale i hjertet af Kolding – konkret handling bag ønsket om en levende og dynamisk by, lyder det fra partiet.

Liberal Alliance Kolding tager et stort skridt mod at realisere visionen om en by i udvikling, når partiet den 1. november åbner deres nye valglokale på Akseltorv 6.

Fra klokken 15-19 inviteres alle interesserede til en åbningsreception, hvor der bydes på et glas bobler, og der vil være mulighed for at købe en kold øl. Efter klokken 19 afholdes en fest for medlemmer og særligt inviterede.

Et centralt mødested

Det nye lokale skal være et centralt mødested for både medlemmer og borgere. Liberal Alliance vil ikke kun tale om Koldings potentiale – de vil aktivt bidrage til at realisere det, lyder det i en pressemeddelelse.

Lokalet vil fungere som en klassisk valgbutik med fokus på det kommende kommunalvalg og lokale Kolding-kandidater til Folketinget. Samtidig vil det være et sted, hvor vælgerne kan deltage i åbne foredrag og medlemsmøder, og hvor Liberal Alliances arbejde for Koldings fremtid kan styrkes. Det bliver desuden hjemsted for Liberal Alliances Ungdom i Kolding (LAU Kolding).

-Vi vil vise, at ‘Kolding kan godt’. Med vores nye valglokale tager vi et aktivt skridt mod at skabe en levende midtby og en by med muligheder. Dette er et sted, hvor vi kan styrke dialogen med borgerne og sammen arbejde for at realisere Koldings potentiale, fortæller Nikolaj Steffenauer, spidskandidat for Liberal Alliance i Kolding.

Lokalet vil spille en central rolle i Liberal Alliances kampagne op mod kommunalvalget i 2025. Borgerne er velkomne til, at kigge indenfor til dialog og samarbejde om Koldings fremtid.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel