Den 23. november vil dansk boksning opleve en skelsættende aften, når Jacob Bank træder ind i ringen i Forum Kolding for at kæmpe om den ledige WBO Global-titel i super mellemvægt.
Jacob Bank, der er ubesejret med 14 kampe bag sig, heraf syv på knockout, står over for den ligeledes ubesejrede tysker Ibo Maier, der har 13 sejre ud af 13 kampe, heraf otte på knockout.
Intens duel
Opgøret mellem de to unge boksere, der begge har store ambitioner, forventes at blive en intens duel. Både Jacob Bank på 23 år og Ibo Maier på 28 år repræsenterer deres lande med stolthed og selvsikkerhed. Begge boksere har endnu ikke oplevet nederlag, og med næsten samme antal kampe og sejre kan kun én stå tilbage som vinder og med æren og bæltet.
-Det bliver fantastisk at se vores ubesejrede dansker Jacob Bank kæmpe mod Ibo Maier. Begge boksere har ikke tabt i deres 27 kampe til sammen, og det bliver en kamp, der vil begejstre både os og publikum. Der ligger en stor fremtid for begge boksere, men kun én kan forlade ringen som vinder med titlen WBO Global Champion og det eftertragtede bælte. ‘SOMEONE’S 0 GOTTA GO’ – og jeg tror på, at det bliver Jacob Bank, der står som sejrherre og mester med bæltet, fortæller promotor Kasper Holgersen fra TK Promotion i en pressemeddelelse.
Aftenen i Forum Kolding vil blive uforglemmelig, hvor publikum kan forvente en hårdtslående og spændende kamp om WBO Global-titlen.