Kolding Netavis

Ny udstilling på Museum Kolding

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Blandt de udstillede genstande vil mange genkende ikoniske produkter som det populære legetøj Bilofix. Foto: Museum Kolding.

Fredag den 11. oktober klokken 14 åbner Museum Kolding en ny og spændende udstilling i de historiske lokaler på Staldgården ved Koldinghus.

Udstillingen, Made in Kolding, handler om Koldings kreative arv og fortæller historien om de virksomheder og produkter, der er blevet skabt i byen fra slutningen af 1800-tallet til i dag.

Blandt de udstillede genstande vil mange genkende ikoniske produkter som det populære legetøj Bilofix og den legendariske Diesella-knallert.

-Vores nye udstilling lader museets genstande fortælle historien om Koldings erhvervsliv gennem tiden. Det, der har været særligt spændende ved arbejdet med udstillingen, er, at mange af genstandene er fra en tid, vi selv husker, fortæller Louise Klinge, museumsinspektør ved Museum Kolding i en pressemeddelelse.

Hun har sammen med kolleger arbejdet intenst med at udvælge genstande og udvikle udstillingens koncept.

Udstilling viser byens mangfoldighed

Med Museum Koldings omfattende samling er det muligt at præsentere en udstilling, der viser byens mangfoldighed – fra jernindustri til kunsthåndværk og design.

-Kolding har altid været et geografisk knudepunkt midt i Danmark, hvilket har tiltrukket iværksættere. Flere store virksomheder har historisk set haft base i byen. Nogle eksisterer stadig, mens andre er lukket eller har udviklet sig i nye retninger. De har alle bidraget til det erhvervsliv, vi kender i dag, siger Rune Lundberg, direktør ved Museum Kolding.

Unik atmosfære

Når man træder ind i udstillingslokalerne, vil man straks blive mødt af en unik atmosfære. Kunstneren Thomas Pålsson har skabt en særlig stemning omkring genstandene og de virksomheder, de repræsenterer, gennem sin kunstneriske udsmykning af rummene.

For børn – og alle med en passion for at bygge med Bilofix – er der et særligt rum dedikeret til leg. Her kan man bygge alt fra kraner til biler og huse med en stor mængde Bilofix.

Efter åbningen følger udstillingen Museum Koldings åbningstider på Staldgården.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel