Kolding Netavis

Bæredygtighed er også genbrug af gode idéer

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Pressefoto.

Hos Alfa Laval i Kolding deler man gerne ud af de bæredygtige idéer og initiativer. Det oplevede 21 lokale virksomheder, da de var samlet hos Alfa Laval i forbindelse med et netværksmøde i Go Green, der bliver faciliteret af Business Kolding.

-Bæredygtighed er meget og det kan også være genanvendelighed af de gode ideer og initiativer, fortæller Inger Bygum, Head of Sustainability Business hos Alfa Laval i Kolding, i en pressemeddelelse.

Alfa Laval Kolding havde nemlig budt erhvervsnetværket Business Kolding Go Green indenfor til en lærerig eftermiddag, hvor der blev delt ud af de erfaringer, som Inger Bygum og hendes bæredygtighedsteam har gjort sig i deres arbejde med at reducere CO2-forbruger, mindske plasten i distributionen, men også i hvordan man kan få medarbejderne engageret i virksomhedens bæredygtighedsarbejde.

-Vi er utrolig glade for at Alfa Laval vil dele ud af deres viden og dermed inspirere de deltagende virksomheder til hvordan bæredygtighed i endnu højere grad kan blive en vedvarende del af deres forretning, siger Niels-Arne Lauridsen, der er forretningsudvikler hos Business Kolding og facilitator af netværket.

Miljøet og medarbejder i fokus

Det stod tydeligt for deltagerne, at Alfa Laval i Kolding har sat flere initiativer i gang, der blandt andet har nedbragt deres plastforbrug speciel i forsendelsen af deres produkter. Og netop i distributionscenteret har man over tid skabt en grøn kultur ved vedholdende at involvere og arbejde med initiativer på tværs af organisationen. Der er nemlig ikke muligt uden dedikerede kollegaer i hele virksomheden.

-Der er sjovt, hvordan man som virksomhed har fokus på CO2-aftrykket, genanvendeligheden i plast og andre materialer – og det er jo afgørende i klimaregnskabet. Men det kræver også en kulturforandring i virksomheden, som ikke bare kommer over nat. Præcis som CO2-aftrykket heller ikke bare falder over nat. Begge kræver en vedvarende indsats, fortæller Inger Bygum.

Stor inspirationskilde

Meningen med netværksmødet var netop at dele ud af erfaringer og inspirere andre virksomheder til enten at tage arbejdet op med virksomhedens bæredygtighedsindsats eller give inspiration til dem, der allerede er godt i gang. Præcis som det er tilfældet hos LOWENCO, hvor Pernille Damgaard er ESG & Quality Manager.

-Det har været meget inspirerende at besøge Alfa Laval her i Kolding. Det er fedt at mærke, at der er andre virksomheder, der brænder lige så meget på et område som man selv gør. Og jeg er blot blevet bekræftet i, hvor vigtigt det er at hele virksomheden er engageret i bæredygtighedsarbejdet, så det bliver et fælles anliggende og giver mening i dagligdagen – præcis som vi også tænker det hos Lowenco, konstaterer Pernille Damgaard.

Der er forsat pladser i Business Kolding Go Green, så har man lyst til være en del af netværket, så ræk blot ud til Business Kolding. Det eneste det kræver er, at man er medlem af Business Kolding.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel