Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.
Jeg forsøger at skrive min klumme til mandag, men jeg mærker, at koncentrationen er svær at holde fast i dag. Jeg har sat mig til rette sammen med tøserne på deres værelse. Mens jeg skriver, sidder den ene klæbet til sin iPad og gamer, som om hun er verdensmester, mens den anden sidder og tegner med samme seriøsitet som Picasso. Samtidig får vi et nostalgisk soundtrack fra klassiske Disney-sange, som vi hører på dansk. Vi synger med på numre fra “Løvernes Konge,” “Mulan,” og de lidt mere romantiske melodier fra “Skønheden og Udyret.”
Det er faktisk rigtig hyggeligt at sidde her og forsøge at glemme den virkelige voksenverden med dens deadlines og ansvar og nyde en aften på deres præmisser. Jeg forsøger bare at være til stede i nuet, men jeg kan mærke, at min koncentration er flygtig. Hver gang jeg nærmer mig et punkt, hvor ordene begynder at flyde, bliver jeg distraheret af deres latter eller en pludselig opblomstring af kreativitet fra den, der tegner. Det føles, som om jeg er fanget mellem to verdener: den søde nostalgi fra barndommens Disney-melodier og det pres, der følger med voksenlivet og alle dets forpligtelser.
Det er en underlig balancegang. På den ene side vil jeg gerne færdiggøre min klumme og få mine tanker ned på papir. På den anden side kan jeg ikke forestille mig en bedre aften end denne, hvor jeg er omringet af min egen lille flok, der hver især er trådt ind i deres egen drømmeverden. Jeg vil også gerne vise dem vigtigheden af at bevare noget af den ubekymrede livsglæde, som man har som barn. Det er noget, mange voksne desværre glemmer, men det er afgørende at tage med sig gennem livet, uanset hvilken alder man har.
Derfor sætter jeg tid af til at skråle med dem og lade den barnlige sjæl i mig få frit spil. I samværet finder vi glæden i de små øjeblikke, der minder os om, hvordan det er at se verden med åbne øjne og et åbenhjertigt sind.
Personligt elsker jeg, når mine veninder og jeg mindes de søde ungdomsår. Dengang handlede det ikke altid om leg, men vi kunne stadig finde på små, spontane øjeblikke, når ingen kiggede. Jeg nyder stadig glæden ved at hoppe rundt i vandpytterne eller se de lidt ældre herrer boltre sig på fodboldbanen. Derhjemme ryddede vi stuen for at bygge huler af puder og sove der. Det er hjertevarmende at se forældre eller bedsteforældre, der sætter sig på gulvet for at lege med deres børn eller børnebørn. Det må være i disse øjeblikke, at den sande essens af barndommens glæde fanges.
Disse simple, legende øjeblikke binder os sammen og mindsker afstandene mellem generationer. De minder os om, at glæden ofte findes i de mest uafhængige stunder, hvor vi tillader os selv at være sårbare og frie. I en verden, der ofte er præget af stress og effektivitet, er det vigtigt at huske at lege – både som børn og voksne.
Så lad os aldrig glemme at hoppe i vandpytter, bygge puderækker og finde glæde i de små ting. For det er netop her, i disse øjeblikke af leg og uskyld, at vi formår at bevare sjælen fra vores barndom og finde lykken i nuet. Og måske, bare måske, kan vi inspirere næste generation til at gøre det samme.