Kolding Netavis

Hyg og Byg: Studerende kan hente gratis møbler

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Hyg og Byg tiltrækker hvert år studerende fra mange forskellige lande og studier. Foto: BlumePress (Arkivfoto)

På søndag åbner Bronzehallen ved Kolding Nord Genbrugsplads dørene til den årlige event Hyg og Byg.

Her kan studerende hente gratis møbler, indsamlet på Kolding Kommunes genbrugspladser, og få hjælp til at redesigne og upcycle møblerne, så de kan give dem nyt liv i deres studenterboliger.

Udover muligheden for at få gratis møbler, vil Hyg og Byg også være en kilde til inspiration for en grønnere livsstil.

Studerende fra forskellige uddannelsesinstitutioner kan deltage i hands-on workshops arrangeret af forskellige bæredygtige fællesskaber i Kolding. Blandt workshopsene vil der være ekspertbistand fra Jonas Hagen Høj fra småBYG og Grobund, der vil hjælpe med upcycling og kreativ møbeltilpasning, så de studerende kan optimere pladsen i deres hjem.

Der kører gratis shuttlebus fra Riberdyb parkeringsplads til Bronzehallen, og retur, hver 40. minut. Første afgang er klokken 9.40 fra Riberdyb parkeringsplads – og på vejen tilbage, hvor bussen også stopper på Vester Ringgade ved Marcus Allé, kan de studerende have møblerne med i bussens anhænger.

Der er åbent på søndag fra klokken 10-16.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel