Professionsfestival 2024 inviterer til festlig dag med fokus på professionerne.
UC SYD arrangerer for fjerde år i træk Professionsfestivalen, der åbner dørene for alle interesserede. Det sker torsdag den 19. september på campusserne i Kolding, Esbjerg, Haderslev og Aabenraa.
Festivalen byder på en dag med faglige oplæg, workshops, debatter og masser af festivalstemning med musik og hygge. Der er lagt vægt på planlægning på lokalt niveau, så festivalen i højere grad tilgodeser den enkelte campus’ studieliv, traditioner og lokale tilknytning.
Bredt program i Kolding
I Kolding spænder programmet bredt fra en morgentur i det kolde hav til workshops om unges seksuelle sundhed, oplæg om kunstig intelligens i skole- og uddannelsessystemet og en “store lederdag” med fokus på offentlig ledelse.
Dagen byder også på morgenstandup med Natasha Brock, foredrag med Thomas Skov og Emil Thorup samt en koncert med Jonah Blacksmith TRIO som afslutning.
Professionsfestivalen i Kolding er åben for alle og gratis at deltage i. Se programmet her.