Kolding Netavis

Ulovlig bilkørsel og -parkering i gågaderne bliver stoppet

Jørgen Ruby
Af Jørgen Ruby Kolding
Foto: JH (Arkivfoto)

I løbet af det kommende år vil der blive opsat pullerter ved indgangene til gågaderne i Kolding midtby for at forhindre bilister i at køre og parkere ulovligt.

Målet er at skabe en mere fredelig, tryg og spændende midtby. Arbejdet med at sætte pullerter op ved de første tre indgange til gågadesystemet begynder i starten af september.

Selvom bilkørsel i gågaderne er ulovligt og tydeligt skiltet som sådan, er der stadig trafikanter, der bringer deres biler ind i gågaderne, hvilket har skabt et voksende problem i de seneste år.

-Størstedelen af bilkørslen i gågaderne er ulovlig, og bilerne skaber utryghed og strider imod vores vision om at skabe en grøn, spændende og levende midtby. Derfor påbegynder vi nu processen med at opsætte pullerter ved indgangene til gågaderne, så bilister uden lovligt ærinde ikke længere kan køre der. Beboer- og varekørsel vil selvfølgelig stadig være tilladt, fortæller Jakob Ville (V), formand for udvalget Plan og Teknik, i en pressemeddelelse.

Pullerter ved omkring 12 indgange til gågaden

I alt vil der blive opsat pullerter ved cirka et dusin indgange til gågaderne i midtbyen. Der vil blive brugt automatiske pullerter, som kan sænkes i de perioder, hvor varekørsel er tilladt. Beboere og forretningsdrivende med tilladelse til at parkere i baggårde i gågaderne vil have mulighed for at søge om adgang, så de fortsat kan bruge deres biler. På samme måde vil gågaderne selvfølgelig være åbne for politi og beredskab.

De første pullerter vil blive sat op ved tre steder her i starten af september: Søndergade ved Sydbanegade, Søndergade ved Bredgade og ved Riberdyb-indgangen til Søndergade. Disse lokaliteter ligger alle syd for Kolding Å.

-Opsætningen ved de tre indgange forventes at være afsluttet i slutningen af oktober, og fra 4. november vil pullerterne blive taget i brug ved indgangene syd for Farverstræde/Brostræde. Indtil da vil vi løbende teste de første pullerter for at sikre os, at alt fungerer, som det skal, forklarer trafikplanlægger Helle-Maria Harpsøe fra Kolding Kommune.

Klostergade og Lille Brostræde vil undergå en større renovering til foråret, og først derefter vil der blive sat pullerter op ved de to gågader samt ved de resterende lokationer.

Her kan du se, hvor pullerterne kommer til at stå i Koldings gågadesystem. De grønne prikker viser de indgange, hvor der opsættes pullerter i september og oktober. De røde prikker viser, hvor der kommer pullerter til foråret, mens de blå prikker angiver de indgange, hvor den endelige placering af pullerterne ikke er endelig fastlagt endnu. Kort: Kolding Kommune.

Betydning for trafikken

Her kan du se, hvad projektet får af betydning for de forskellige former for trafik:

Varelevering: Levering af varer til gågaderne skal foregå i perioden kl. 06-11 på hverdage. Her vil pullerterne være sænket. I dag er perioden for varelevering kl. 00-11. De nye regler træder i kraft 4. november i hele gågadesystemet.

Beboere, forretningsdrivende, m.fl.: Alle, som har tilladelse til at parkere deres bil i en baggård i gågaderne, kan søge om at få adgang, så de selv kan sænke pullerterne, når de skal ud og ind.

I første omgang får opsætningen af pullerter betydning for beboere, forretningsdrivende, m.fl. i gågaden syd Farverstræde/Brostræde. De berørte bliver kontaktet direkte af kommunen med praktisk information i løbet af september. De berørte i resten af gågadesystemet bliver kontaktet senere, før der sættes pullerter op ved deres gågader.

Invalidekørsel og -parkering: Fra 4. november vil det kun være tilladt for handicappede at parkerede på de eksisterende handicapparkeringspladser i hhv. Klostergade og Gråbrødregade. Kørsel vil derfor kun være tilladt via Munkegade og Klostergade.

Håndværkere: Lige som i dag skal håndværkere, som arbejder i gågadesystemet, fortsat søge om tilladelse til at køre og parkere i gågaderne – læs mere på siden Håndværkerlicens.

Cyklister: Pullerterne bliver sat op i en afstand, så det fortsat vil være muligt at komme igennem med cykel, barnevogn, osv.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel