Fra den 4. september vil Leo’s Legeland igen åbne dørene for Toddler Day og tilbyde gratis adgang til alle børn under to år samt deres forældre. Dette tilbud gælder hver onsdag indtil klokken 14 i alle Leo’s Legeland i Danmark, herunder afdelingen i Kolding.
-Toddler Day giver alle småbørn mulighed for fri bevægelse og værdifuld motorisk læring i sikre og store omgivelser. På den måde vil vi være med til at fremme bevægelse og leg fra en tidlig alder og skabe et mødested for forældre på barsel, fortæller administrerende direktør for Leo’s Legeland, Joakim Gunler, i en pressemeddelelse.
Forældre vil også modtage en brochure med tips til motoriske øvelser, som de kan udføre sammen med deres børn enten derhjemme eller i legelandet.
-Hos Leo’s mener vi, at børn er de vigtigste personer i verden, og derfor prioriterer vi leg, bevægelse og en legende hverdag. Vi er bevidste om, at mange familier, især i storbyer, bor trangt. Hos os får børnene mulighed for at lege i rummelige og sikre omgivelser, hvor de kan bevæge sig frit og have det sjovt i et trygt miljø, siger Joakim Gunler.
Med Toddler Day ønsker Leo’s Legeland at give alle børn en sund start og opfordre til en aktiv livsstil.
Udover Toddler Day fortsætter Leo’s Legeland med deres koncepter Sports Day og Last Hour. Sports Day blev lanceret i 2018 i samarbejde med Generation Pep og er en fast rabatdag hver uge, der skal få flere børn til at besøge Leo’s Legeland. Last Hour blev introduceret i 2023 i samtlige Leo’s Legelande i Norden, hvor en billet til den sidste åbningstime tilbydes for 99 kr.