Kolding Netavis

Disse pengesedler bliver ugyldige

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Danmark
Nationalbanken. Foto: Nationalbanken.

Nationalbanken har iværksat en informationskampagne i både Danmark og Grønland for at opfordre alle borgere til at undersøge, om de besidder sedler, der bliver ugyldige efter den 31. maj 2025.

Kampagnen er en følge op på Nationalbankens tidligere udmelding i november om, at nye pengesedler forventes i omløb i 2028-2029, og at 1000-kronesedlen og ældre seddelserier vil blive ugyldige efter den 31. maj 2025.

Chef for Sekretariat og Kommunikation i Nationalbanken, Camilla Penn, forklarer:

-Vi har valgt at lancere kampagnen og udsende breve til alle borgere for at sikre, at de bliver grundigt informerede om, hvilke pengesedler der bliver ugyldige efter den 31. maj næste år, og hvad de bør gøre, hvis de besidder sådanne sedler. Vi ønsker at give borgerne tilstrækkelig tid til at bruge eller indløse deres sedler og har planlagt en omfattende kampagne for at nå ud til flest muligt.

Fokus på ældre pengeseddelserier

Kampagnen vil fokusere særligt på de ældre seddelserier, da Nationalbanken har opdaget en lav tilbagelevering af disse. Derfor er det vigtigt, at folk er klar over, at disse sedler bliver ugyldige, selvom de kan være gået tabt eller gemt som samleobjekter.

Hovedelementet i den landsdækkende kampagne er et informationsbrev, som alle danskere over 15 år vil modtage i løbet af september via enten Digital Post eller fysisk post. Kampagnen vil desuden blive støttet af plakater i byerne samt annoncer i trykte og online medier og på sociale platforme.

Nationalbanken ønsker at sikre, at betalinger forbliver sikre og effektive, hvorfor de ældre sedler gøres ugyldige, primært på grund af sværheden ved at genkende dem og bruge dem praktisk. 1000-kronesedlerne udfases, da danskernes betalingsvaner har ændret sig, så behovet for denne seddel er minimeret.

Siden offentliggørelsen af beslutningen i november sidste år, er der blevet indløst 15,4 mia. kr. af de 21 mia. kr. i 1000-kronesedler samt 0,5 mia. kr. af de 3,4 mia. kr. i ældre seddelserier, der var i cirkulation i november 2023.

Foto: Nationalbanken.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel