Byggeriet af Ringvej Syd via Vonsild og Dalby markeres med første spadestik på onsdag.
Hvad Kolding Netavis erfarer er arbejdet dog allerede i gang og har været det de sidste to til tre uger. Der er lavet udgravninger ved Vonsild – fra rundkørslen ved Ødisvej og ud til Sjølundvej.
Hvorvidt arbejdet allerede er i gang kan Kolding Netavis ikke helt få konkrete svar på.
-Jeg ved ikke om de er startet og med hvad. Jeg har lagt vægt på at der er en tidsplan som i sidste ende SKAL overholdes. Og så må vi finde en pragmatisk måde at få taget første spadestik på her efter sommerferien, fortæller formand for Plan og Teknik i Kolding Kommune, Jakob Ville (V), til Kolding Netavis.
Heller ikke hos Arkil, der har entreprisen, er der hjælp at hente. Her blev vores henvendelse sendt videre i systemet hos Arkil, men siden har vi ikke hørt noget.
Første etape af den tosporede Ringvej Syd kommer til at gå mellem Vonsildvej i rundkørslen ved Ødisvej (kobles på motorvejen syd for Vonsild) og slutter ca. 2,1 km mod nordøst, hvor ringvejen tilsluttes fordelingsvejen ved den kommende boligudstykning øst for Dalby Møllebæk. Dermed skulle trafikken mindskes gennem Vonsild by.
Når Ringvej Syd er helt færdig i slutningen af 2025, vil det betyde en aflastning af den overordnede biltrafik, da der skabes en genvej mellem Stenderuphalvøen og motorvejsnettet.
Tidsplanen for den resterende del af Ringvej Syd afhænger af, hvornår Byrådet afsætter penge til at færdiggøre projektet.
-Nu går vi i gang med at finde penge til anden etape og forhandle med lodsejere. Vi håber og regner med frivillige aftaler. Ellers kan det jo i sidste ende blive tale om ekspropriation. Men vi har gode erfaringer og forhåbninger om at finde nogle gode aftaler. Der kan eksempelvis blive tale om noget jordbyt på hver sin side af vejen, så man får nogle fornuftige marker at drive, forklarer Jakob Ville.
Der er afsat 84 mio. kr. til første etape af Ringvej Syd. Alle er velkomne til første spadestik onsdag den 28. august klokken 10-11. Borgmester Knud Erik Langhoff (C) byder velkommen, formand for udvalget Plan og Teknik Jakob Ville holder tale og sammen stikker de spaden i jorden. Desuden byder kommunen på en kop kaffe, lidt sødt og vand.
Arrangementet finder sted på Sjølundvej ca. 300 meter efter T-krydset ved Vonsildvej.
Se billederne øverst i artiklen…