Formand for Sammenslutningen af by- og markedsfester i Danmark hilser initiativet fra Jacob Engel-Schmidt velkommen.
Formand for sammenslutningen af by- og markedsfester i Danmark, Otto Skak, har det helt store smil fremme, når snakken drejer sig om det udspil om at gøre tilværelsen lettere for de mange frivillige i foreningslivet, som kulturminister Jacob Engel-Schmidt netop har fremlagt.
Kulturministeren kalder selv sit udspil for ”en rambuk under regeltyranniet”. Nu håber Otto Skak, at det ikke bliver ved snakken. Han ser særdeles positivt på ministerens udspil, men tillader sig dog at være en lille smule skepsis, og vil ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt.
-Sporene skræmmer. Vi har gennem årene været til mange møder og hver gang blevet lovet, at nu sker der noget, men de frivillige ude i foreningerne bruger stadig masser af tid på at udfylde skemaer og sende ansøgninger ind for at få lov til at afvikle en by- eller markedsfest – noget, som i den grad kommer lokalsamfundet til gode, lyder det fra Otto Skak.
Væk med nogle af de administrative opgaver
Kulturministerens udspil går ud på, at de friville ikke længere skal bruge det meste af deres tid på administrativ opgaver. Blandt otte forslag til forbedringer nævner han blandt andet, at en tilladelse skal kunne gælde i fem år, hvis ikke der i mellemtiden sker store ændringer i den måde, by- eller markedsfesten afvikles.
Samtidig har Jacob Engel-Schmidt meldt ud, at han vil lytte til de frivillige organisationer, som ved ”hvor skoen trykker”. På den måde håber han at fjerne ”bøvl og besvær”, så slutresultatet bliver til gavn og glæde for alle, der beskæftiger sig med frivilligt arbejde.
-Vi håber i Sammenslutningen af by- og markedsfester i Danmark, at bureaukratiet er på vej væk. Vi ved, at mange frivillige overvejer at sige stop på grund af de mange regler, men hvis kulturministerens initiativ bliver gennemført, er der lys forude, tilføjer Otto Skak.