En ny bro, der skal erstatte den gamle fodgængerbro over omfartsvejen i Christiansfeld, kaldet Den Blå Bro, har været i støbeskeen et godt stykke tid.
Byggeriet af den nye bro blev dog forsinket af voldsomt stigende priser på byggematerialer i kølvandet på krigen i Ukraine. Byrådet satte derfor ekstra penge af i 2024-budgettet og efter en udbudsrunde, er der nu underskrevet en kontrakt med entreprenørfirmaet Jorton A/S, så byggeriet kan komme i gang.
Vigtigt bindeled
Broen er et vigtigt bindeled mellem Christiansfeld by og landskabet mod vest med bl.a. Christinero, Bulladen og Tyrstrup Kro og Dråbebroen bliver samtidig et kunstværk udarbejdet af den anerkendte billedkunstner Sophia Kalkau i samarbejde med Schønherr Landskabsarkitekter, Rambøll, Brødremenigheden og Kolding Kommune.
Formand for udvalget Plan og Teknik, Jakob Ville (V), glæder sig over, at broen nu endelig kan realiseres.
-Jeg er vildt glad for, at arbejdet med at bygge Dråbebroen nu kan gå i gang. Det er virkelig noget, vi har kæmpet for i udvalget, for broen er afgørende for trafiksikkerheden for områdets bløde trafikanter og bliver samtidig et stort, nutidigt kunstværk, fortæller Jakob Ville i en pressemeddelelse og tilføjer:
-Broen bliver smuk og helt unik og den bliver endnu mere betydningsfuld nu hvor haveanlægget Christinero bliver renoveret med midler fra A.P. Møller Fonden. Tilsammen bliver Dråbebroen og Christinero endnu en god grund til at lægge vejen forbi Christiansfeld.
Broen hylder Christiansfelds historie
Billedkunstner Sophia Kalkau har skabt den nye bro med inspiration i byens historie. Broen er formet som en del af et cirkelslag, som er et tema, der stammer fra byens brønde. Udskæringerne i broens rækværk, kommer ligesom byens smukke gelændere, til at give fine lys og skyggevirkninger på belægningen.
Præst i Brødremenigheden Jørgen Bøytler glæder sig over, at broen kommer til at styrke UNESCO-byen:
-Det er med stor glæde, at Brødremenigheden konstaterer, at Kolding Kommune nu har gjort det muligt at opføre Dråbebroen. Broen vil med sin udformning og materialevalg passe fint ind i UNESCO-byen. Dråbebroen vil blive et vigtigt led i den oplevelse det er at vandre fra Favrvrågård via Christinero ind til byen og vil medvirke til at give mange gæster og borgere i byen mulighed for at opleve Christiansfeld i landskabet og en smuk ankomst til byen. Broen bliver et æstetisk scoop, der vil højne indtrykket af Christiansfeld endnu mere, fortæller Jørgen Bøytler.
Det første arbejde, der skal udføres, er byggeriet af broens stålkonstruktion og bearbejdning af det egetræ, der skal beklæde broen. Det første, som bliver synligt på stedet, er bearbejdning af terrænet omkring broen. Desuden bliver de to busstoppesteder, der ligger syd for broen, flyttet om på den nordlige side af broen sidst på året. Der vil fremover være adgang til det vestlige busstoppested via broen og en ny sti, så man ikke længere som fodgænger skal passere den befærdede Koldingvej. Selve Dråbebroen anlægges og er klar til brug sidst i foråret 2025.
Dråbebroen kommer til at ligge midt imellem Lindegade og Nørregade, og vil således ikke hindre det direkte kig fra gaderne og ud i det åbne land.
Brødremenigheden har sammen med Kolding Kommune peget på denne placering.