Kolding Netavis

Her er parrene i Vild med dans 2019

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kendte

Fredag den 13. september spiller The Antonelli Orchestra for 16. gang op til dans, når der er sæsonpremiere på ‘Vild med dans’, men hvem danser med hvem? Det blev afsløret på et pressemøde onsdag.

Når hele Danmarks dansegulv åbner til september, er det igen to kvinder, der danner årets værtspar i ‘Vild med dans’, nemlig Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald. Det var også de to, der i dag præsenterede sæsonens 12 par på et pressemøde i København.

De 12 par er:

Anne Dorte Michelsen og Marc Mariboe Christensen
Birgit Aaby og Frederik Nonnemann
Christel Pixi og Thomas Evers Poulsen
Christopher Læssø og Karina Frimodt
Coco O og Morten Kjeldgaard
Jakob Fauerby og Silas Holst
Marie Bach Hansen og Martin Parnov Reichhardt
Michael Maze og Mie Martha Moltke
Mikkel Kessler og Mille Funk
Neel Rønholt og Michael Olesen
Oscar Bjerrehuus og Asta Björk
Umut Sakarya og Jenna Bagge.

– På TV 2 glæder vi os til at præsentere en festlig og farvestrålende sæson 16 af ‘Vild med dans’ – som altid båret af et fremragende hold af medvirkende, der allerede nu knokler løs i træningslokalerne. Men også et ‘Vild med dans’, som vi aldrig har set det før. Der er for første gang en helt ny og i øvrigt meget smuk scenografi, som dansekonkurrencen kan udspille sig i. ‘Vild med dans’ flytter nemlig fysisk, så vi nu får glæde af at have træningslokaler, kostumeafdeling og tv-studie under samme tag, siger Thomas Richardt Strøbech, underholdningsredaktør på TV 2, i en pressemeddelelse.

Eihilt er tilbage

På pressemødet blev også de fire ‘Vild med dans’-dommere præsenteret – denne gang med en debutant. Anne Laxholm, Jens Werner og Nikolaj Hübbe får nemlig selskab af Marianne Eihilt, der i år afløser Britt Bendixen.

– Vi er meget glade for, at Marianne har takket ja til at vende tilbage til ‘Vild med dans’ som dommer. Hun har været med som danser helt fra starten i 2005, vundet to gange og har præcis den kærlighed og passion for programmet, vi har brug for i dommerpanelet. Og så er hun en, der gør tingene på sin helt egen måde. Ingen kan erstatte Britt Bendixen, hun er helt sin egen, men det er Marianne heldigvis også, siger Thomas Richardt Strøbech.

Tre par i finalen

‘Vild med dans’ vil i denne sæson også have forskellige dansetemaer på programmet, ligesom hele produktionen rykker ‘i byen’ et par gange: Til oktober for at samle ind til ‘Knæk Cancer’ i Det Kongelige Teaters historiske rammer, og til finalen, der endnu engang foregår i Forum Horsens.
– Og så krydser vi fingre for et efterår uden store skader, så vi i år kan få hele tre par at se i finalen, siger Thomas Richardt Strøbech.

‘Vild med dans’ 2019 har premiere fredag den 13. september klokken 20.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *