Kolding Netavis

Nye udstykninger til bolig på vej

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Almind

Plan-, Bolig- og Miljøudvalget har igangsat arbejdet med at lave nye lokalplaner for boligudstykninger i Almind og Sdr. Stenderup.

Det er ikke kun i Kolding by, at byggeprojekterne står i kø. Også i kommunens landsbyer er der byggeplaner og mange nye boliger på vej, oplyser Kolding Kommune.

De to seneste skud på stammen er nye udstykninger i Almind i den nordlige del af kommunen og i Sdr. Stenderup i den sydlige del.

– Det er helt afgørende for vores landsbyer, at vi skaber de bedst mulige rammer for udvikling, og det kan vi blandt andet gøre ved at sikre mulighederne for nye boliger og dermed potentielt nye tilflyttere, forklarer formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, Birgitte Kragh, i en pressemeddelelse.

I første omgang har udvalget givet grønt lys til, at forvaltningen kan lave lokalplanforslag for de nye udstykninger i Almind og Sdr. Stenderup. Forslagene forventes at blive præsenteret for udvalgets i løbet af efteråret og bliver herefter sendt i fire ugers høring.

Naturskønne grunde

Både i Almind og Sdr. Stenderup er der tale om udstykninger med naturskøn beliggenhed med udsigt til det åbne landskab. I Almind er der to områder, ét nord og ét syd for Vestergade. På den nordlige side ønsker en privat udvikler at bygge 67 boliger, fordelt på 38 rækkehuse eller lignende og 29 parcelhuse. I området syd for Vestergade er det udviklerens plan at give plads til 24 boliger, primært dobbelthuse.

I Sdr. Stenderup har Kommunen planer om at udstykke et 2,5 hektar stort område øst for Moshusevej til 15 parcelhusgrunde.

Populære landsbyer

Byggegrundene i kommunens landsbyer har de senere år været særdeles eftertragtede og flere udstykninger er tæt på at være udsolgte, som fx i Vester Nebel, Eltang og Viuf. I alt har Kolding Kommune lige nu 43 parcelhusgrunde i kommunens landsbyer til salg. Den nyeste udstykning er det igangværende offentlige udbud af 12 byggegrunde på den nye Markvænget i Sdr. Bjert.

I løbet af efteråret er der et nyt udbud på vej i Ødis med 12 byggegrunde. Herudover bliver der i øjeblikket udarbejdet en ny lokalplan for en kommunal udstykning i Skanderup. Så også her er der nye byggegrunde på vej. Hertil kommer salg fra private udstykninger.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *