Beboeren blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, oplyser politiet.
Brandvæsnet blev søndag klokken 11.33 kaldt ud til brand i en hæk på Odinsvej i Lunderskov, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Husets beboer – en 86-årig mand – havde været i gang med en ukrudtsbrænder. Det havde antændt noget løv i bunden af hækken og ilden spredte sig til hækken.
Det lokale brandvæsen fik hurtigt slukket ilden.
Den 86-årige mand blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, hvilket koster en bøde.