Sydøstjyllands Politi oplever en stigning i antallet af borgere, der har behov for at få udstedt midlertidige pas med kort varsel i forbindelse med sommerferien.
Derfor opfordrer politiet til at tjekke gyldigheden af sit pas samt reglerne for det land, man skal rejse til.
Eksempelvis er det et krav at passet skal være gyldigt 150 dage fra indrejsedatoen, hvis man rejser til Tyrkiet. Nogle lande kræver også, at passet er gyldigt mindst seks måneder ud over rejsens varighed. Hvis passet er udløbet eller på vej til at udløbe, kan man bestille et nyt hos kommunens borgerservice.
Politiet kan i nogle tilfælde hjælpe med at udstede midlertidige pas, men der er risiko for ventetid. Derfor opfordrer politiet til at undersøge passet i god tid inden afrejse.