Hvert år er IBA Erhvervsakademi Kolding et rejsemål for mange udenlandske studerende. De kommer hertil for at gå på to ugers sommerskole.
I knap to årtier er det tyske studerende, som på den måde er rejst til Kolding. Den ordning fortsætter ufortrødent. Men nu bliver konceptet også afprøvet med engelske studerende. De kommer fra Leeds Beckett University, som IBA i forvejen samarbejder med om videregående uddannelser.
-For os er sommerskolerne en anden form for internationalisering, hvor det er gæster udefra, som kommer på besøg hos os, fortæller lektor Oksana Jørgensen i en pressemeddelelse.
Han har ansvaret for E-learning på IBA.
På sommerskolen er det blandt andet dansk forretnings- og samfundsstruktur, der er på skoleskemaet. Inden den afsluttende eksamen besøger de unge også danske virksomheder og – naturligvis – Koldinghus.
Singh greb chancen
Indiske Astitva Mahavir Singh – kaldet Singh – er en af de unge, som er med på IBA’s første engelske sommerskole. Til dagligt studerer han computervidenskab på Leeds Beckett University.
-Man hører altid så meget godt om de skandinaviske lande, så jeg greb chancen, da der var en mulighed for at komme på sommerskole i Kolding, siger Singh.
Sommerskolen foregår midt under EM i fodbold, og Singh valgte at støtte Danmark, da holdet spillede mod England. Kampen blev vist på storskærm i Koldings midtby.
-Jeg købte både en T-shirt, hat og shorts inden kampen. Da alle stod op og sang nationalsangen før kampen, fik jeg virkelig gåsehud, husker Singh.
Mødet med danskerne og det danske studiemiljø har været en god oplevelse. Især roser han indholdet af undervisningen og de danske undervisere, som tager sig tid til den enkelte studerende.
-Danmark er et virkelig dejligt og rent land at være i. Og når folk er venlige oveni, så er det bare et kirsebær på toppen, smiler han.