Kolding Netavis

Miljøvenligt værksted i Vamdrup er populært

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Vamdrup
PDR står for Paintless Dent Repair – på dansk ”bulereparation uden lakering” og er en smart repair metode, der begrænser CO2-udledningen ved en reparation, hvor man fjerner mindre buler fra karrosseriet. Foto: Buledoktor.

Antallet af skader på biler, der blev repareret i Danmark i 2023, oversteg 415.000 – hvilket markerede en stigning på 12,5 procent over en fireårsperiode. Selvom bilreparationer kan have negative konsekvenser for miljøet, formår et værksted i Vamdrup at minimere CO2-udslippet ved reparationer med stor succes.

Ifølge tal fra Brancheorganisationen for Forsikring og Pension blev der repareret i alt 415.598 skader på biler i løbet af 2023, hvilket var en stigning på 12,5 procent sammenlignet med 2019. Inden udgangen af første kvartal 2024 var der allerede blevet udbedret næsten 115.000 skader.

Traditionelle metoder til reparation af bilskader involverer normalt svejsning, slibning, spartling og lakering. Men hos Buledoktor i Vamdrup har de specialiseret sig i at reducere CO2-udslippet fra reparationer af bilskader markant – op til 99 procent, for at være præcis, oplyses det i en pressemeddelelse.

-Flere vælger os, da bevidstheden om CO2-udledning i forbindelse med reparationer er stigende. Samtidig er de miljøvenlige metoder også de mest økonomiske. Uden udgifter til lakering, spartelmasse og nye dele, kan vi reducere regningen markant, fortæller Mogens Christiansen, direktør hos Buledoktor, i pressemeddelelsen.

Det viser sig, at omkostningerne ved at erstatte bilens forlygter ikke blot er højere i kroner og øre, men også i CO2-udledning. Beregninger fra tyske Allianz Center for Technology viser, at produktionen af et nyt sæt forlygter til en Volkswagen ID3 udleder 45,7 kg CO2, mens det bliver reduceret til 0,8 kg CO2 ved reparation.

Også miljøvenligt at rette buler, ridser og andre mindre skader

Det er ikke kun miljøvenligt at reparere i stedet for at udskifte, men også når det drejer sig om at rette buler, ridser eller andre mindre skader på bilen. Teknikker som SMART repair, herunder Paintless Dent Repair (PDR) anvendt af Buledoktor i Vamdrup, undgår svejsning, spartling og lakering.

-Vi retter buler ud indefra eller anvender lim til at trække en bule ud, hvilket eliminerer behovet for at lave svejsninger, spartle og lakering. Disse teknikker kan reducere CO2-udledningen med op til 99 procent, samtidig med at det sikrer, at skaden ikke er synlig, hvilket hjælper med at bevare bilens værdi, forklarer Mogens Christiansen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel