Kolding Kommune har som bygherre indgået en aftale med List Byg, der skal bygge Koldings nye brandstation. Den bliver efter planen klar til indvielse omkring 1. december 2025.
Nu er der underskrifter på den kontrakt, der forpligter totalentreprenøren List Byg med base i Kolding til at opføre den nye brandstation på Kobbervej i Kolding.
Aftalen mellem Kolding Kommune og List Byg indebærer, at den nye brandstation skal kunne tages i brug omkring 1. december næste år. Firmaet kan nu gå i gang med at projektere opgaven, og spaden forventes stukket i jorden i løbet af efteråret i år. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
-Det er dejligt, at processen går efter planen, så vi snart kan se frem til en nye brandstation. Vi har et stærkt brandberedskab i Kolding, der har brug for en fremtidssikret station, og det får vi altså om ca. halvandet år. Jeg ser frem til at følge byggeriet og glæder mig til, at det står færdigt, så beredskabet kan komme i nye, moderne rammer. På den nye placering er der let adgang til motorvejsnettet og en forbedret adgang til den nordvestlige del af kommunen, påpeger borgmester Knud Erik Langhoff, der også er formand for Beredskabskommissionen.
Mejeriet har tegnet stationen
Den nye brandstation er tegnet af Mejeriet A/S. Den kommer i alt til at fylde 1.900 m2 fordelt på to sammenhængende bygninger.
Den ene bygning er selve garageanlægget, hvor brandkøretøjerne skal rykke ud fra. Garagen kommer til at vende ud mod Kobbervej. Den anden bygning huser administrationen og de faciliteter, som brandfolkene har brug for i det daglige. Det vil bl.a. sige hvilerum, opholdsrum, køkken og baderum samt et undervisningslokale, der også kan bruges som kommandocentral i krisesituationer.
Brugerne har været med til at indrette
Den nye brandstation bliver bygget efter inspiration af, hvordan man har bygget nye stationer andre steder i landet, og bygningernes indretning er fastlagt i et tæt samarbejde med dem, der skal bruge stationen, når den står færdig. Det er bl.a. de frivillige, det administrative personale og de ansatte brandfolk.
-Vi er meget tilfredse med planerne for byggeriet, og vi glæder os til at kunne flytte ind i en ny, moderne og fuldt ud funktionel brandstation om cirka halvandet år, siger beredskabsdirektør i TrekantBrand Jarl Vagn Hansen.
Det er Kolding Kommune, der ejer den nye brandstation, som TrekantBrand skal leje sig ind i.