På Kulturnatten inviterer foreningen Jazz6000 hele byen til fællesdans på Akseltorv til moderne jazz leveret af det internationalt anerkendte band Mathias Heise Quadrillion.
I anledning af foreningens 20-års jubilæum i 2019 ønsker Jazz 6000, der er Koldings forening for moderne jazz, at forære en musikalsk gave til hele byen på årets Kulturnat den 23. august.
– Vi vil gerne markere foreningens runde jubilæum med en gave til Kolding. Kolding kommune har gennem alle årene understøttet aktiviteterne i vores forening. Nu vil vi gerne give noget tilbage, som kommer alle i Kolding til gode. Samtidig vil vi gerne vise hele byen, at moderne jazz er utrolig velspillet og rytmisk musik for alle, fortæller Claus Meineche, formand for Jazz6000, i en pressemeddelelse.
Foreningen ønsker med koncerten at være med til at gøre Kulturnat 2019 til en folkefest, hvor Akseltorv og de omkringliggende gader og pladser forvandles til et hav af dansende og glade mennesker, der fester sammen på tværs af generationer.
Til at skabe festen har Jazz6000 hyret det anmelderroste band Mathias Heise Quadrillion, som giver gratiskoncert på Akseltorv kl. 21.00 under årets Kulturnat.
Mathias Heise har de seneste år modtaget et hav af store jazzpriser og er blevet rost herfra og til skyerne som Danmarks nye, store jazznavn og spillet sammen med de allerstørste danske jazzmusikere og orkestre, eksempelvis DR Big Band. Ud over at mestre den svære kromatiske mundharpe, som har gjort ham verdensberømt, er han en eminent dygtig komponist og pianist.
Bandet Mathias Heise Quadrillion, der har spillet på et hav af internationaler festivaller, mixer sprudlende og energisk funk, fusion, rock med jazz og spiller elektronisk musik, som taler til alle på tværs af generationer.
Kind of Jazz fra England skrev bl.a. om bandet: ”Up-beat, up-tempo, and up-and-at-them. These boys can play!” Bandet består af Mathias Heise på kromatisk mundharpe og elektrisk klaver, Mads Christensen på elguitar, David Vang på elbas og Aksel Stadel Borum på trommer.
Jazz6000 håber, at hele byen vil danse med til tonerne af moderne jazz, når den indtager Kulturnatten i Kolding.