Søndag aften gik starten for alvor til EM i fodbold i Tyskland, da Danmark spillede sin første kamp. Arrangementet blev lukket, da regn og torden ramte Kolding.
Borchs Gård var søndag aften fyldt godt op med fodboldglade mennesker, der ville se Danmarks første kamp ved EM i fodbold i Tyskland. Modstanderen var Slovenien – gruppens svageste hold.
Mange blandt publikum var klædt i rød og hvidt – og i alle mulige forskellige udklædninger. Et syn man kun kunne blive i godt humør af.
Danmark kom foran 1-0 efter 17 minutters spil, men Slovenien fik udlignet i det 77. minut. Dermed endte kampen uafgjort 1-1.
Arrangementet i Borchs Gård startede i solskin, men blev senere ramt af et tordenvejr og regnvejr. Derfor valgte man at lukke arrangementet for alles sikkerhed.
Det var Kolding IF, der stod bag storskærmsarrangementet i Borchs Gård. Næste arrangement i Borchs Gård er torsdag klokken 18, hvor Danmark møder England.
Se billederne øverst i artiklen…