En skøn bålhytte, smukke gangbroer, nye stier, informative infotavler, træningscontainere og platforme til afslapning midt i byens natur.
Alt dette er en del af de nye faciliteter i det grønne område i Kolding Åpark, som nu har fået navnet Åhaven. Beliggende mellem BlueKolding, HF & VUC, retsbygningen og åen, er Åhaven et paradis for natur- og friluftsentusiaster.
Bag denne rekreative perle står BlueKolding, UCSyd, Kolding HF & VUC og Kolding Kommune, og de inviterer alle til indvielsen fredag den 14. juni klokken 14. Mød op til taler og rundvisning i området og vær med til at fejre de nye faciliteter.
Udendørs læringsmiljø
De fire samarbejdspartnere ser frem til de mange muligheder, som Åhaven åbner op for. Især undervisningsinstitutionerne glæder sig over at bruge området som et udendørs læringsmiljø.
-Vi ser Åhaven som en fantastisk mulighed for udelivs-undervisning og glæder os til at invitere lokale skoler og daginstitutioner til aktiviteter i området, fortæller Lars Wahlun Pedersen fra UCSyd i en pressemeddelelse.
Rektor Anja Pedersen fra Kolding HF & VUC tilføjer:
-Åhaven giver os mulighed for at inddrage den bynære natur i vores undervisning, og vi ser frem til at udforske områdets flora og fauna.
Grøn oase tæt på bymidten
BlueKolding vil bruge Åhaven til at præsentere deres arbejde med klimatilpasning og bæredygtig vandhåndtering, mens Kolding Kommune glæder sig over at tilbyde borgerne en grøn oase tæt på bymidten.
-Med Åhaven har vi skabt en ny mulighed for aktivitet og afslapning for både lokale borgere og turister, som dagligt benytter å-stien, fortæller Thomas Thinghuus fra Kolding Kommune.
Området syd for åen, hvor Åhaven nu ligger, kan desuden prale af en spændende historie, da det tidligere var et vådområde fyldt med roeaffald. Denne historie danner nu rammen om en ny og unik grøn oase midt i Kolding.