Torsdag eftermiddag er der pop-up casting på Kolding Egnsteater. Her kan alle møde op og blive castet til næste sæson af X Factor, der sendes på TV2.
Blandt de fremmødte er 21-årige Victoria Mikkelsen fra Vejle:
-Jeg har altid elsket at synge. Jeg elsker, at stå på en scene og fyre den af. Jeg har før overvejet, at deltage i X Factor. Men nu har jeg gået på højskole i dette semester, hvor jeg har fået meget sød support. Så jeg tænkte, at nu skal det være, fortæller Victoria Mikkelsen til Kolding Netavis.
Hun har erfaring med at optræde. Victoria har sunget lidt på efterskole og har optrådt en smule på gymnasiet. På højskolen har hun været en del af et band, hvor de har optrådt til “åben scene”. Og hun har optrådt til en række små koncerter.
Nu sidder du og venter på, at komme ind til audition. Hvordan har du det?
-Jeg er ikke nervøs, men meget spændt. Jeg har glædet mig meget. Så har mest af alt en spændt følelse i kroppen lige nu, forklarer Victoria Mikkelsen.
Er der noget du har forberedt dig på til i dag?
-Jeg har øvet den sang, som jeg skal ind at synge. Jeg skal bare være mig selv og komme ind med en energi, som jeg nu kommer med.
Hvis du kommer med videre i X Factor – hvad så?
-Hvis jeg kommer med, så vil det blive en sindssyg sjov oplevelse og jeg vil lære en masse om musik og sang. Hvis jeg ikke kommer med, ja så er det jo sådan det er. Der er mange, der stiller op til X Factor, så det er et lille nåleøje, man skal igennem. Og man ved aldrig helt, hvad det er dommerne caster. Man skal være heldig, at ramme dommerne på en god dag. Men det krydser jeg da fingre for, at det lykkes, slutter Victoria Mikkelsen.
Der er pop-up casting på Kolding Egnsteater indtil klokken 18.
X Factor får premiere på TV2 i 2025. Hvis det er som de foregående år, er der premiere 1. januar.
Se billederne øverst i artiklen…