Mange mødte op til indvielsen af Vores Hus i Vamdrup.
Lørdag formiddag blev Vamdrups – og borgernes kulturhus, Vores Hus, indviet.
Hele 10 personer, blandt andet politikere, klippede den røde snor til Vores Hus. Kulturhuset indeholder blandt andet Vamdrup Kino og Vamdrup Bibliotek. Desuden er der mødelokaler og en multisal.
Flere hundrede af byens borgere og andre interesserede var lørdag mødt op til indvielsen på en lidt råkold formiddag. Og kort forinden indvielsen måtte paraplyerne i brug, da det begyndte at regne. Det stoppede dog inden selve indvielsen startede.
Borgmester holdt indvielsestalen
Borgmester Knud Erik Langhoff holdt indvielsestalen:
-Det her projekt er også særligt ved, at der er rigtigt mange samarbejdspartnere, som hver især kan tage en del af æren for, at Vamdrup nu har dette flotte kulturhus som nyt samlingssted. Vores Hus var ikke blevet en realitet uden alle de frivillige. Og netop det faktum, at der er så mange ildsjæle og hårdt arbejdende frivillige kræfter i Vamdrup, har været med til at sikre, at Vamdrup også er kommet med i forsøget med Frie Bymidter som én ud af 14 byer på landsplan. Det er et forsøg, som giver endnu flere muligheder for udvikling af Vamdrup, sagde borgmesteren blandt andet i sin tale.
Efter den røde snor var blevet klippet, var der kransekage, et lille glas med indhold til at drikke og popcorn. Der var taler og derefter underholdning med Katrine Bille, der er kendt fra Ramasjang.
Frem til klokken 16 kan man komme forbi og se Vores Hus. Klokken 13.30 er der musik med det lokale Vamdrup-band, What’s in the bag.
Se billederne øverst i artiklen…
Bag dagens snoreklip stod:
Borgmester Knud Erik Langhoff
Formand for Kulturudvalget Ole Martensen
Næstformand for kulturudvalget Merete Due Paarup
Tidligere formand for kulturudvalget Eva Kjer Hansen
Formand for Vamdrup Byforum Katja Hartvig
Formand for Jens Holms Biblioteksfond Søren Vangsgaard
Bestyrelsesformand for Bent O. Jørgensens Fond Sys Rovsing
Tidligere formand for Kulturudvalget Jesper Elkjær
Tidligere borgmester Jørn Pedersen
Formand for Vamdrup Kino Majbrit Petersen
Finansiering af projektet
Vores Hus er blevet finansieret gennem følgende donationer og bevillinger:
Dansk Auto Logik A/S ved Bent O. Jørgensens fond: 8.235.000 kr.
Jens Holms Biblioteksfond: 3.600.000 kr.
Vamdrup Kino: 900.000 kr.
Kolding Kommune: 6.625.000 kr.