Kandis var i år igen tilbage ved Forårsfestivalen i Forum Kolding Bramdrupdam – en fest for personer med udviklingshandicap.
Mennesker med udviklingshandicap er lørdag samlet til Forårsfestivalen i Forum Kolding Bramdrupdam. Festivalen, arrangeret af Kolding Kommune, tilbyder en uforglemmelig dag med liveoptrædener fra kunstnere som Kandis og ABBA Gold.
Og netop Kandis er altid et hit – et band, der rigtig kan sætte gang i en fest og de kan få publikum med sig. Det var også tilfældet lørdag eftermiddag.
Forsanger Johnny Hansen var omsværmet allerede inden han nåede på scenen. Mange ville nemlig have taget selfies med Johnny Hansen.
Kandis havde – som tidligere – også denne gang nogle af festivalgæsterne med på scenen undervejs i koncerten. Og det nød de udvalgte, kunne man se.
Unikt tilbud til mennesker med særlige behov
Forårsfestivalen er meget mere end bare en fest. Det er Kolding Kommunes unikke tilbud til mennesker med særlige behov i området. Indenfor i handicapvenlige omgivelser får deltagerne mulighed for at nyde sange, der er blevet ønsket af borgerne selv.
Men festivalen byder også på andre vigtige aspekter for hver enkelt deltager. Udover at skabe minder for livet, giver festivalen også mod på at deltage i lignende festlige begivenheder. Deltagerne får også mulighed for at opbygge eller vedligeholde vigtige relationer og møde mennesker ligesom dem selv på tværs af kommunegrænser.
Meningsfulde relationer
Kolding Kommune sætter med denne festival fokus på at styrke meningsfulde relationer for mennesker med handicaps og give dem oplevelser, der er lige så tidssvarende som for enhver anden uden et handicap.
Forårsfestivalen er et lysende eksempel på, hvordan inklusion og fællesskab kan skabes gennem musik og glæde.
Ved lørdagens festival er der 300 deltagere og der sluttes af med aftensmad.
Se billederne øverst i artiklen…